Enhver, der har været i Nice, ved, at Promenade des Anglais, den legendariske strækning langs kysten i den sydfranske by, er flad som en pandekage. Enhver, der har været i Nice, ved også, at det stort set er det eneste, der er fladt i og omkring byen.
Det faktum har løbsdirektør Christian Prudhomme da også udnyttet til fulde i 2020-udgaven af Tour de France, og ulig så mange andre udgaver af verdens største etapeløb bliver klatreevnerne testet tidligt. Således venter der i dag over 4.000 højdemeter fordelt på de 186 km med start og mål i Nice. Hvor Tour de France ofte kan klandres for at tilgodese sprinterne i løbets første uge, er det på ingen måde tilfældet denne gang.
Naturligvis er der en god omgang topografiske forklaringer på den gængse rutetegning. Tour de France kaldes i hjemlandet også la grande boucle – den store løkke – for at symbolisere, at man når hele landet rundt. I år er den løkke noget afkortet, og feltet når kun nord for landets midte på de to sidste etaper: Den traditionelle paradekørsel ind til Paris med det afsluttende væddeløb på Champs Elysées og dagen før, hvor løbets eneste enkeltstart på 36 km afvikles – endda med afslutning på nyklassikeren La Planche des Belles Filles, en led stigning over seks kilometer. Langt hovedparten af etaperne afvikles i bjergrigt eller i det mindste kuperet terræn, hvor især det af rytterne så frygtede Massif Central har fået prominent plads.
Om en rute passer til en specifik rytter, er mest af alt en akademisk diskussion, hvilket dog ikke afholder cykelinteresserede i at deltage i den. Ofte bliver Christian Prudhomme beskyldt for at forsøge at favorisere de største hjemlige profiler, hvilket dog ikke har kastet synderligt store resultater af sig – for det er i sagens natur umuligt at tegne sig til en tour-sejr. Benene skal være der, uagtet rutens beskaffenhed. Men det kan dog med tyngde postuleres, at 2020-ruten tilgodeser klatrerne, mens sprinterne må væbne sig med tålmodighed til de få etaper, der tilgodeser dem. Fraværet af de lange tonserenkeltstarter, en tendens der er blevet stadig mere tydelig i de senere år, er på papiret til fordel for de rendyrkede bjergryttere, men hvad gør det, hvis man mestrer alle discipliner, som eksempelvis Primoz Roglic fra Jumbo-Visma.
Den kuperede rute i år vil animere til angreb fra mange sider. En del etaper er selvskrevne til udbrud og med en holdstørrelse på bare otte ryttere, få sprintermandskaber, der vil knokle sig halvt ihjel for at holde feltet samlet og favoritter, der ikke nødvendigvis har travlt med at skaffe sig den gule trøje, får Christian Prudhomme sikkert held med at animere et løb, hvor der vil være stor udskiftning blandt dem, der kan lade sig hylde som løbets førende rytter. Sidste år var det først på næstsidste bjergetape, Egan Bernal fra Ineos Grenadier flåede le maillot jaune af overraskelsen Julian Alaphilippe. En lignende udvikling kan meget vel være tilfældet i år.
