De nye coronaregler er endnu et søm i kisten på min restauration

Jeg står helt bag nedlukningen, selv om den var hård ved vores forretning, men jeg har svært ved at se logikken i de nyeste coronaregler for restauranter.

Et af de seneste tiltag i bekæmpelsen af covid-19 har igen gjort det endnu mere vanskeligt for nogle erhvervsdrivende at holde forretningen kørende i en i forvejen ekstrem hård tid. Deriblandt vores restauration i det centrale København.

Den mærkværdige udformning af ændringen af åbningstiderne for restaurationer, hvor det er påkrævet at indfinde sig på en given beværtning før kl. 23, hvis man vil opholde sig der til efter midnat, har selvfølgelig haft den effekt, at de beværtninger, der ikke kan holde åbent efter kl. 24, mister kunder og dermed en væsentlig del af den i forvejen sparsomme omsætning.