Femi-baroloen fra Lombardiet: Sådan har du ikke smagt nebbiolo før

»Glemt« vindistrikt nord for Milano producerer nebbiolo, som overgår barolo i elegance og blødhed

»Sørens Vinkælder« med Søren Frank og Søren Jacobsen Damm Niels Ahlmann Olesen

Det er formentlig de færreste, som ved, at der i Lombardiet nord for Milano befinder sig et vindistrikt, som frembringer de mest fortryllende rødvine. Valtellina, som distriktet, der ligger halvvejs oppe i Alperne, hedder, er specialiseret i nebbiolo, som man kender fra ikke mindst Barolo.

Druerne bliver dyrket på ekstremt stejle sydvendte skråninger i op til 765 meters højde, som fordrer 1200-1500 mandetimer per hektar, hvilket er tre-fire gange mere end Barolos bløde bakker. Høsten må sågar i ekstreme tilfælde fragtes ned til vineriet med helikopter.

Også den veldrænede jordbund, som er præget af grus og granit med et højt syreindhold, er anderledes end den i Barolo. Resultatet er nogle af de mest bløde, elegante og feminine versioner af nebbiolodruen, man kan forestille sig. Faktisk vil jeg gå langt som at sige, at hvis ikke lige det kan blive Conterno, Rinaldi eller Burlotto, vil jeg foretrække valtellina fremfor barolo.

Længe var der, så vidt vides, kun én valtellina producent på det danske marked, men nu er en håndfuld nye producenter dukket op, som vi smager i kælderen denne uge:

Vi smager følgende vine:

2021 Tei, Rosso di Valtellina, Sandro Fay (165 kroner/ 145 kroner v 6 fl., Vinova)

2019 Flammante, Inferno, Tenuta Scerscé (320 kroner/ 275 kroner v 6 fl. Vinova)

2017 Stella Retica, Sasella, Valtellina, Arpepe (299 kroner, Terroiristen)

2017 Rocca de Piro, Grumello, Valtellina, Arpepe (299 kroner, Terroiristen)

2017 Livèl, Valtellina superiore, Barbacàn (400 kroner, Vinamore)

2017 Sàsa, Valtellina superiore riserva, Boffalora (475 kroner, Vinamore)

2018 Ronco dei Picchio, Sforzato di Valtellina, Sandro Fay (465 kroner/ 410 kroner v 3 fl. Vinova)