Lige så væmmelig demens er for alle mennesker og familier, der bliver ramt, lige så godt stof er det til film. Tænk bare på »Still Alice« med Julianne Moore, »The Father« med Anthony Hopkins, danske »Nøgle hus spejl«, de sidste sæsoner af »Wallander« eller den i øvrigt skammeligt oversete spanske Netflix-serie »Et uautoriseret liv«.
Og sandelig også i »Knox Goes Away«. Heri spiller Michael Keaton lejemorderen John Knox. Det bliver ikke udpenslet unødigt meget, men vi fornemmer, at han har været i branchen i mange, mange år og er virkelig god til sit arbejde.