Hvilket sted i København holder du mest af?
»Jeg holder mest af min egen lejlighed, min lille oase i Nordvestkvarteret. Det er en meget hyggelig lejlighed, og den er min. Jeg elsker det sted på Frederikssundsvej. Der er rigtigt meget larm, men inde i lejligheden er der ro, og så kan jeg sidde inde og kigge ud på en masse mennesker og livet, der glider forbi. Det er der, jeg lader op.
Hvis jeg skal pege på det sted ude i København, jeg holder mest af, så er det Tivoli, hvor jeg kommer ofte. Jeg elsker det sted, og jeg kan mærke magien hver gang. Jeg kommer der på forskellige årstider for at gå tur og opleve, hvordan haven forandrer sig. Det er så vildt, at der ligger sådan et sted midt i København! Jeg har årskort, og jeg går ofte bare igennem Tivoli, når jeg skal fra A til B i byen, og hvis jeg skal drikke en kop kaffe med en ven, så gør vi det dér. Jeg går også til koncerter i Tivoli, men det er ikke særligt ofte, at jeg er i forlystelserne.«

København er magisk
Hvordan vil du beskrive Københavns udvikling i den tid, du har boet i byen?
»Jeg flyttede til København i 2015, og siden da har Københavns centrum og bylivet bevæget sig udad, også til Nordvestkvarteret, hvor jeg selv bor, og til Valby, hvor jeg har venner. Der er kommet langt flere cafeer og spisesteder. Man behøver ikke bo i centrum af København for at mærke bylivet. Da jeg som 18-årig flyttede til København, havde jeg ikke råd til at gå ud og spise, men det har jeg nu. Jeg føler, at jeg er vokset sammen med byen.
København er verdens bedste storby, og det er på sin vis lidt irriterende allerede nu at føle, at man har vundet jackpot ved at bo her, for jeg elsker at rejse ud og opleve andre byer. Men hver eneste gang jeg besøger en anden by, tænker jeg, at København har hele pakken. Man kan cykle rundt til alt i København. Hvis jeg skal fra Nordvestkvarteret til DR Byen på Amager, så cykler jeg fra den ene ende af byen til den anden. Jeg kommer over Langebro, ser vandet, udsigten, Operaen og de smukke bygninger. Det er magisk. Byen ændrer sig fra kvarter til kvarter, når man cykler gennem den, og der er en helt passende blanding af stort og småt.
Jeg er vokset op i Odense, og da jeg boede der, romantiserede jeg som teenager København, når jeg gennem vinduet i mit værelse længselsfuldt kiggede på togene til København. Jeg læste »Nynnes Dagbog« (roman fra 2000 om unge bysmarte københavneres liv, red.) og fantaserede om at være en journalist i en rød trenchcoat og cykle til arbejde og ryge cigaretter og drikke kaffe. Det simple liv. Jeg har ikke fået en rød trenchcoat og ryger ikke så mange cigaretter, men jeg er blevet journalist og har fået skabt mit eget liv i byen og nyder at sætte mig på en café, drikke en kop kaffe og nyde udsigten.«

Hvad mangler København for at blive verdens bedste by?
»Endnu mere godt badevand. Jeg er meget træt af, at man ikke bare kan hoppe i havnen, hvor man vil. Jeg elsker de muligheder, der er i København for at komme til vandet, men det er irriterende med badezoner, hvor man nærmest skal stå i kø for at kunne hoppe i vandet. Jeg ville gerne have flere muligheder for bare at kunne springe i vandet. Jeg har et par gange fået en reprimande for at bade uden for zonerne, altså for fanden da … Jeg bader hver dag om sommeren, men har nogle venner, der engang imellem lokker mig med i vandet uden for sommersæsonen.«
Som at være i Tokyo
Hvor går du ud i København – når du skal spise? Eller hvis du bare skal have en drink (eller flere)?
»Jeg har ikke et stamsted og synes, at det er sjovt at prøve noget nyt. Desuden er det nyt, at mine venner og jeg har råd til at gå ud og spise, så jeg har ikke spist det samme sted to gange det seneste år. Men jeg er glad for de restauranter, der ligger på Vesterbro. Jeg var på restaurant Tokyo på Vesterbrogade forleden, hvor man sidder på gulvet på bambusmåtter, mens man spiser, og det var en sjov oplevelse. Jeg har været i Tokyo, og det føltes fuldstændig som at være der. Jeg kan også godt lide sammen med mine venner at gå ud og drikke øl. Vi plejer at ende på Diligencen eller Mucki Bar. Vi vender altid tilbage til de brune værtshuse på Nørrebro. De er hyggelige og nostalgiske og indbyder til samtale.«

Beskriv en perfekt lørdag i København!
»Jeg må gerne have ømme dansefødder fra dagen før, men ikke for meget, for jeg skal ud igen om aftenen. Jeg vil gerne vågne sammen med en ven og spise durum i sofaen eller mødes med en ven på Nørrebrogade og spise en durum dér. Og så vil jeg gerne have en dag med god tid til lade op til aftenen. Måske vil jeg bruge tid på til at lægge make up og se noget i fjernsynet. Og så skal jeg ellers ud og spise og danse. Jeg vil gerne først mødes og spise med venner ude i byen i fint tøj, flot make up og dansesko. Derefter skal vi ud og danse til klokken tre-fem om morgenen, hvis jeg altså ikke skal noget dagen efter.«
Nej til det hårde natteliv
Hvilke steder/bygninger ville du vise en udenlandsk gæst?
»Hver gang jeg har haft udenlandske gæster på besøg, har jeg taget dem med på kanalrundfart. Det er dejligt at komme ud på vandet, og man får et godt view over byen. Jeg er vild med alt det turistede i København og bruger det selv meget. Jeg ville også tage dem med op i tårnet på Christiansborg, hvor man gratis kan komme op og se ud over byen, og de skal selvfølgelig også med i Tivoli. Jeg tror, at mine gæster ser den samme magi i byen, som jeg selv ser, og at de bliver lidt misundelige. Jeg kniber nogle gange mig selv i armen over at bo i en by, der byder på så meget.«

Hvad ville du undgå at vise?
»Jeg ved ikke, om der er nogle steder, jeg ville undgå at vise. Men jeg ville være ked af det, hvis de blev konfronteret med den hårde nattelivskultur med vold, druk og diskrimination, alle de grimme sider, der kommer frem om natten, hvis man er det forkerte sted eller møder den forkerte person. Det er jeg ikke stolt af, men det er en ret stor del af nattelivet i København.«
Hvis du skulle en købe en ny lejlighed i morgen, hvor skulle den så ligge?
»Jeg er i gang med at købe min egen lejlighed i Nordvest, og den ligger lige dér, hvor jeg gerne vil have en lejlighed. Der måtte godt have været havudsigt, men det må jeg give afkald på, når jeg vil bo i dér. Jeg har mange venner i Nordvest, og der er masser af kultur- og lokalliv, og så er der ro om natten.«