Søndag aften havde TV 2 News håndboldeksperten Rasmus Boysen igennem i telefonen til 22-nyhederne. 

Men det var slet ikke den rigtige Rasmus Boysen, der tog telefonen og kom med sin analyse om Danmarks sejr over Norge. 

Den falske Rasmus Boysen valgte at gennemføre interviewet, som du kan se i klippet ovenfor. 

Den rigtige Rasmus Boysen har skrevet om det på det sociale medie X, hvor han kaldte mandag for en »lang over gennemsnittet træls dag«, efter han opdagede, hvad der var sket. 

»I morges (mandag, red.) blev jeg gjort bekendt med interviewet – og da jeg så og hørte det, gjorde det mig både ked af det og rasende. Det er en ubeskrivelig følelse, når nogen udgiver sig for at være dig på live-TV,« skriver Rasmus Boysen på X.

Han forsøger nemlig altid at opretholde en høj faglighed, men »den faglighed fik en ridse i lakken i går aftes,« skriver han og tilføjer, at personen var »latterlig« i sine analyser.

Han skriver, at den falske Rasmus Boysen valgte at snyde TV 2 i det fem minutter lange interview, og at en bekendt til personen siden har lagt en video ud på Instagram af episoden.

»I momentet har de helt sikkert syntes, at det har været sjovt – og ikke tænkt på, at der sidder en person på den anden side, som synes, det er alt andet end sjovt,« skriver Rasmus Boysen.

Boysen roser dog TV 2 for sin professionelle håndtering. TV 2 har også bragt en berigtigelse på sin hjemmeside: 

»TV 2 Sport beklager dybt, særligt over for vores håndboldekspert Rasmus Boysen,« skriver mediet. 

TV 2 oplyser, at det nu vil gennemgå de redaktionelle processer for at sikre sig mod lignende hændelser i fremtiden.

TV 2 har ingen yderligere kommentarer, oplyser det til Berlingske. 

Klaus Borre og Claus Borre

Historien er ikke uden fortilfælde. 

I 1994 var den kendte tv-journalist og boksekommentator Claus Borre, som i 1994 var blevet anklaget for vold af sin ekskæreste.

B.T. bragte et interview med Borre, der svarede på spørgsmål om episoden, men det viste sig at være Klaus Borre, en kollega til Claus Borre, der havde svaret på spørgsmålene, fordi han var så træt af at blive forvekslet med sin navnebror.

B.T. måtte dementere artiklen på forsiden dagen efter, angivelig med et endnu større salgstal til følge, end det oprindelige interview havde givet.