Den langhårede kvinde bliver bedøvet, tvunget hen over et køkkenbord, får skåret maven op. Gerningsmanden rækker hånden ind, trækker et foster ud og smider det ned i et glas.

Sådan ser det første mord ud i »Klienten«, en ny spændingsfilm, der skal lokke danskere ind i mørket for at hyggegyse over en aldeles velkendt krimiformel.

Her er vi i genkendeligt land. Ofrene er kvinder. Det gælder både på film og i virkeligheden. På film – som denne – bevæger de sig ned ad mørke, vindblæste gyder, mens de kaster lange skygger på asfalten. Og så har de en fortid. De er udsvævende, letlevende eller dårlige mødre.

Du kender formlen. Om ikke andet så fra Netflix-krimien (nu kommer der en plotspoiler) »Kastanjemanden«, der straffede dårlige mødre. »Klienten« er kogt på samme fond.

Manuskriptet er skrevet af A.J. Kazinski (makkerparret Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich), der med 19 romaner under vesten ved et og andet om at strikke et plot sammen og kender genrens virkemidler. De ved også, at vi – publikum –  har det med at holde med ofre, der er gerningsmanden fysisk underlegne – oftest kvinder.

Der er med andre ord masser af gode argumenter for, at filmens ynglingsofre er dem, de er. Men der skal også være et rigtig godt argument for at fortælle den historie igen og igen. Og det argument ser jeg ikke i »Klienten«.

Kold kvinde, skyldig kvinde

Det begynder under bruseren. Vi ser en tatoveret kvindeankel. Gennem brusenichens våde glas fornemmer vi hendes røde læbestift, vi ser, hvordan en forretningsmand sparker hendes ben fra hinanden. Først bagefter, da hun græder i elevatoren, forstår vi, at det skete mod hendes vilje.

Man afslører næppe for meget ved at fortælle, at den grædende kvinde er den første af en lang række ofre for den gerningsmand, som filmen handler om. En anden vigtig person er Susanne (en kompetent sammenbidt Signe Egholm Olsen) som hård, sammenbidt og kontrolleret karriereterapeut.

Susanne har forskanset sig i sin lækre klinik, hvorfra hun har udsigt til en anden ensom arbejdsmyre, der afslutter de fleste aftener med at spise foran skærmen. Susanne har en familie derhjemme, men klienterne behandler hun med den professionelle kølighed, der skal til for at blive inviteret indenfor, som den »advokat, der skal forsvare sin klients reelle adfærd«, som der står i en af hendes bøger.

En aften bliver hun opsøgt af en yngre mand, Mark Zidenius, (en tilpas dæmonisk og snigende Anton Hjejle), der ikke bare vil dø. Han vil aldrig have levet. Kun hvis Susanne kan kurere ham på 30 minutter, vil han lade være med at slå hende ihjel.

De mange overraskelser

Det er svært at afsløre ret meget mere af handlingen uden at ødelægge filmen. »Klientens« force er, at plottet vrider og vender sig. I samme øjeblik vi tror, at alt er opklaret, sker der noget nyt. Desværre betyder det også, at manuskriptet spænder ben for sig selv. Det bliver for voldsomt, ligesom filmmusikken, der er enorm og tung.

Mark Zidenius holder lange tirader om skyld, skam og skydespil. Om forældres ansvar over for deres børn og hvordan det føles at være udenfor. »Et uelsket barn dør mange gange hver dag,« siger han. Det skal sikkert minde om en græsk tragedie, men det ender som en prædiken. Susanne, til gengæld, arbejder med tydelighed. Det samme kunne man sige om manuskriptet.

Jeg er ikke bornert, og jeg ved, at filmvold kan bruges i en pacifistisk tjeneste. Men man skal have en god grund til at lemlæste, tæske og myrde så mange kvinder. Det kan for eksempel være en god historie. Det har »Klienten« ikke.

Karakterne er set før, replikkerne falder mere naturligt og teaterblodet er doceret mere nænsomt. Der er for meget blod og for lidt indhold. I hvert fald ikke nok til at slæbe os gennem endnu flere kvindemord, der virker blodigt kalkuleret til at fange vores opmærksomhed.

Det gør mig hverken oprevet eller krænket. Det gør mig bare træt.

»Klienten ». Krimi. 95 minutter. Instruktør: Anders Rønnow-Klarlund. Medvirkende: Signe Egholm Olsen, Anton Hjejle, Dan Zahle Sara Fanta Traore m.fl. Premiere over hele landet 24. marts.