Der vil være folk, der elsker »Bror og søster«. Feinschmeckere, som mener, at filmens replikker er ren poesi, og at historien siger noget essentielt om at vokse op med en slægtning, man ikke bryder sig om. Jeg er ikke en af dem.
I mine øjne har Arnaud Desplechin lavet en prætentiøs og usammenhængende film, der er så fransk som det overhovedet kan blive. I denne sammenhæng er det ikke ment som et kompliment.
Det begynder med et dødsfald. Selvfølgelig.
Er du vild med døden?
Louis' seksårige søn er gået bort, og da der holdes gravøl, kigger drengens onkel forbi. Det er ikke populært hos faderen, der råber ad gæsten: »Er du vild med døden?«. Så er vi ligesom i gang.
Ti minutter senere sker et andet dødsfald, da en ung kvinde kører galt, og to ældre mennesker forsøger at redde hende. Det ældre ægtepar er forældre til de to voksne børn, der er raget uklar: Louis, der har mistet sin søn, hvilket i øvrigt aldrig bliver forklaret, og Charlotte (Marion Cotillard), der blev stående i opgangen under den dramatiske gravøl.
Det er de to søskendes relation, der skal være i centrum, men filmen formår aldrig at forklare, hvad der er gået galt, og hvorfor de er så vrede. Det eneste, vi forstår, er, at de hader hinanden på en barnlig og dramatisk måde, man kun kan gøre på film.
Louis siger om sin søster, at hun har en »alarmerende smag for hellighed«. Charlotte siger, at hun »ønsker ham fængsel«, og at han bør »betale for sit hovmod«. Hvis ikke det lyder dramatisk nok, er der også en scene, hvor hun besvimer ved synet af sin bror, samt samtaler om teatret, som Alice arbejder på.
Grænsen går her
Louis er en succesfuld forfatter og bruger enhver udgivelse til at kritisere sin søster. Hun er hans muse, skal vi forstå. Måske er de ligefremt tiltrukket af hinanden. Manuskriptet antyder det, men jeg opgav simpelthen at gå den vej. Begge personer er ellers så narcissistiske og barnlige, at de ville fortjene hinanden.
Louis håner Alices 13-årige dreng for ikke at forsvare ham i konflikten med drengens mor. Og hun overfuser fremmede, der vil hjælpe hende. Kun den fan, der opsøger hende en sen aften, fattig og næsten ved at dø af sult, kan Alice nære omsorg for.
»Jeg er ubetydelig,« siger den unge kvinde. »Det er teatret, der er ubetydeligt,« svarer Charlotte.
Øh, hvad?
Mit gæt er, at »Bror og søster« gerne vil sige noget om, hvordan det er at vokse op i en familie uden kærlighed. Måske vil den kæde det emne sammen med en undersøgelse af, hvor meget modgang, et menneske kan tåle. Krydret med refleksioner om at spille roller symboliseret gennem Alices arbejde som teaterskuespiller.
I stedet ender den med uendelige samtaler hos nogle meget usympatiske repræsentanter for Frankrigs kreative klasse. Kun afbrudt af unødvendige dramatiske konflikter og alt for utroværdige replikker.
Dygtige skuespillere kan ikke rigtig redde det hele, og uanset hvor meget man holder af Marion Cotillard og Golshifteh Farahani, så er der simpelthen for mange følelser uden bund.
Hvor meget modgang kan et menneske tåle? Min grænse gik ved »Bror og søster«.
»Bror og søster«. Varighed: 1 time og 51 minutter. Instruktør: Arnaud Desplechin. Medvirkende: Marion Cotillard, Melvil Poupaud, Golshifteh Farahani m.fl.
