To af Danmarks mest kendte instruktører på vej med dokumentar om politisk skandale: »For mig er det som guldbuffeten på Oslo-færgen«

Den efterhånden spegede og vidtrækkende FE-sag bliver til en dokumentarfilm med Christoffer Boe og Christoffer Guldbrandsen ved roret.

Filminstruktørerne Christoffer Guldbrandsen og Christoffer Boe er to af de største danske navne indenfor henholdsvis dokumentar- og fiktionsfilm.

Nu skal de arbejde sammen om en dokumentarfilm om den spegede FE-sag (eller -skandale), herunder straffesagerne mod den suspenderede FE-chef Lars Findsen og tidligere minister Claus Hjort Frederiksen. Det skriver Filmmagasinet Ekko.

»Sagen om Findsen og Hjort har alt det, der tænder mig. Der er nogle kæmpestore demokratiske principper på spil. Der er et internationalt perspektiv. Og så er der menneskelige intriger, forfængelighed, sårbarhed og hævn af shakespeareske dimensioner,« siger Christoffer Guldbrandsen til Ekko

»Det giver tilsammen en utroligt god dokumentar om magt. For mig er det som guldbuffeten på Oslo-færgen.«

Dokumentaren bliver baseret på samtaler med »sagens mest centrale parter« og »dybt fortrolige kilder«, skriver magasinet.

Sagen mod Claus Hjort Frederiksen handler alene om hans udtalelser til medierne om det dengang hemmelige dansk-amerikanske kabelsamarbejde.

Netop dét samarbejde blev et tema for en række spørgsmål til statsminister Mette Frederiksen (S), som mandag mødtes med CIAs direktør, William J. Burnes.

»Der er kæmpe ros til den danske efterretningstjeneste. Beskeden er meget klar: Samarbejdet er tæt og fortroligt, og der er ikke en finger at sætte på samarbejdet mellem Danmark og USA,« sagde Mette Frederiksen bagefter. Hun ville dog ikke svare på, om der fortsat skal været et kabelsamarbejde.

Christoffer Guldbrandsen har stået bag en række debatskabende film, herunder »Den hemmelige krig« fra 2006 om den danske deltagelse i krigen i Afghanistan, og »Dagbog fra midten« (2009) om stiftelsen af partiet Ny Alliance i 2007.

Han seneste dokumentar var »A Storm Foretold« om Trump-rådgiveren Roger Stone.

Christoffer Boe har instrueret populære spillefilm som »Journal 64« og »Spies & Glistrup«. I 2003 fik han en Caméra d'Or ved filmfestivalen i Cannes for filmen »Reconstruction«.

Ifølge Ekko forventer de to instruktører, at filmen får premiere i første halvdel af 2024.