Tålmodighed betaler sig i lettere langtrukkent emigrantdrama

Begrebet, enhver er sin egen lykkes smed, bliver sat på spidsen i det svenske drama »Udvandrerne«.

 
Det bliver i høj grad interessant i kraft en fremragende præstation fra Lisa Carlehed, som ganske vist er svensker, men nærmest har lavet flere danske film end svenske, eksempelvis »Til vi falder«, »De forbandede år« og »Marco Effekten«. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Meget kan man sige om det svenske drama »Udvandrerne«, men det er sandelig en lang film. To timer og 28 minutter for at være helt præcis.

Sammenlignet med den tidligere filmatisering af Vilhelm Mobergs roman med Liv Ullmann og Max von Sydow, der strakte sig over to film med en samlet spilletid på over seks timer, er det ganske vist en pixibogsversion, men den føles stadig lang.

Men tålmodighed belønner sig, og især i filmens sidste halvdel er der en hel masse at komme efter.

Mulighedernes land

Vi er i Sverige 1849. Det ludfattige ægtepar Karl-Oskar (Gustaf Skarsgård) og Kristina (Lisa Carlehed) og en større børneflok kæmper sig gennem tilværelsen, da Karl-Oskar hører om mulighedernes land, Amerika.

Kristina (Lisa Carlehed) har fået en noget større rolle i »Udvandrerne« end i den første filmatisering fra 70'erne. Fold sammen
Læs mere
Foto: SF Film.

Kristina er meget imod at forlade alt, hun kender, for at rejse tværs over Atlanten i jagten på et bedre liv, men Karl-Oskars overtalelsesevner og en ladefuld korn, der brænder ned, får hende modstræbende til at ændre mening.

Familien sælger alt, hvad de ejer, og drager vestpå. Det er, for at sige det mildt, en barsk og strabadserende rejse med stormvejr, kolera, lus, sult og alt muligt andet.

Det kan lyde lidt kynisk, men det begynder på et tidspunkt at blive lidt kedsommeligt at se familien blive udsat for den ene slidsomme begivenhed efter den anden, og rejsen virker til tider nærmest, som om den foregår i realtid.

Men så lever filmen …

Halvt igennem filmen bliver det hele pludselig mere interessant. Uden at spoile alt for meget, kan vi godt afsløre, at familien endelig når frem til Minnesota og får etableret sig.

Så kunne filmen jo egentlig have sluttet lykkeligt der, men især Kristina har svært ved at beslutte, hvilken tilværelse hun egentlig ønsker sig.

Sofia Helin (th) er ret fornøjelig som den utroligt fordømmende præstefrue Judit. Fold sammen
Læs mere
Foto: SF Film.

Skal hun ofre sit venskab med den tidligere prostituerede Ulrika (Tove Lo) for at falde ind i den svenske, kristne – og utroligt fordømmende – menighed? Skal hendes børn opdrages som svenskere eller amerikanere? Og så videre.

Lidt altmodisch

Det bliver i høj grad interessant i kraft af en fremragende præstation fra Lisa Carlehed, som ganske vist er svensker, men nærmest har lavet flere danske film end svenske, eksempelvis »Til vi falder«, »De forbandede år« og »Marco Effekten«.

Når hun er i billedet, lever filmen, mens Gustaf Skarsgårds Karl-Oskar er noget mere endimensionel.

Filmen skæmmes desværre af nogle gumpetunge voiceovers a la »Hjemme er borte, borte er hjemme. De to kan aldrig bytte plads«, som balancerer lige i grænselandet mellem det overforklarende og det forvrøvlede.

Og »Udvandrerne« føles til tider lidt altmodisch, men behandler til gengæld fint temaer, som aldrig bliver uaktuelle. Hvis man sørger for at få tisset af, venter der faktisk en udmærket filmoplevelse.

»Udvandrerne«. Drama, 148 minutter. Instruktion: Erik Poppe. Med: Lisa Carlehed, Gustaf Skarsgård, Tove Lo, Sofia Helin m.fl. Premiere 11. august i biografer landet over.