Det er ikke indvoldene, der vælter ud af en opsprættet mave, der chokerer i »The Northman« – det biografaktuelle vikingedrama instrueret af en af filmnørderne og anmeldernes nye instruktørdarlinger, Robert Eggers.

Ej heller er det truslen om incest, et blodigt barnemord, en øjeløs, omend synsk Björk eller et afskåret, pilråddent og (gennem flere minutter) stirrende fjæs, der gør det stærkeste indtryk.

Nej, det, der overrasker allermest, er, at Eggers efter sine to vanvittige, væmmelige, vidunderlige og one-of-a-kind-film – »The Witch: A New-England Folktale« og »The Lighthouse« – har valgt at gå på kompromis med sin unikke, lovpriste stil.

Hans debutfilm om hekse og den sorte dræberged, Phillip, gav vi seks stjerner her i Berlingske. Og den svære toer, hvor vi fulgte Willem Dafoe og Robert Pattinson i en sort-hvid, sædindsmurt fyrtårnsfabel, var mindst lige så skelsættende. Den gav denne anmelder fem store stjerner i 2020. Begge film var kompromisløse, genreskabende fortællinger, hvor realisme og ekstrem respekt for tidsperioder og ikke mindst det talte sprog i henholdsvis 1630ernes og 1890ernes New England blev krydret med mesterligt udførte og uforglemmelige fantasy- og horrorelementer.

Stærk dansk præstation

Trods kompromiserne i aktuelle »The Northman«, som udpensles lidt senere, er Robert Eggers stadig en fremragende og original instruktør. Ikke mindst når det gælder det visuelle, det lydmæssige og stemningen helt generelt. Alene scenerne fra Islands græsklædte klipper – der river seeren ud af biografsædet og flere hundrede år tilbage i tiden – er billetprisen værd.

Og når man så står der på klippeøen langt ude i Atlanterhavet i 900-tallet, præsenteres man for en lidt for velkendt hævnhistorie, hvor en ung vikingeprins oplever et forræderi mod sin familie og må flygte. 20-30 år senere søger prins Amleth (spillet af Alexander Skarsgård) hævn efter at have hærdet sig som stordræbende, simpel bersærker på vikingetogter i det kolde, golde Rusland. Skarsgaard, der tog små kilo muskler på til rollen, ligner og bevæger sig fuldt ud som det hævngerrige bæst, han er. Og det er i de velkomponerede, rå actionscener, man virkelig kan mærke ham, kan smage hans drivkraft. I filmens få følelsestunge scener er præstationen mindre iøjnefaldende.

Castet som helhed er en blanding af større navne som Ethan Hawke og Nicole Kidman tilsat altid seværdige Willem Dafoe og ikke mindst Claes Bang i sin bedste internationale rolle indtil videre. Danskeren formår virkelig at gøre kongens bror, Fjølnir, til en filmkarakter af hud og hår og indre konflikt. Bravo.

Desværre tager en følelse af ensformighed til i filmens anden halvdel. Scener, der indeholder ekstrem vold, afløses af scener, der indeholder ekstreme mængder underlighed. Eggers, som den tidsperiodefanatiker han er, er dykket imponerende dybt ned i vikingernes overtro og ritualer. Det er mildt sagt spændende. Men problemet med både volden og mysticismen er, at den bliver for meget, for konstant.

I Eggers' to første film formåede han at »holde igen« ved at aflede seernes opmærksomhed og ved at præsentere os for protagonister, vi hverken kunne eller turde stole på. Nu har han lavet en film, hvor tematikken bliver blotlagt efter 15 minutter, og hvor alt – bortset fra et effektivt personorienteret plottvist mod slutningen – er, som det ser ud til at være.

De velinstruerede og umådeligt dystre scener med rusmidler og seersker og afskårne kropsdele ændrer desværre ikke på, at »The Northman« er en forudsigelig vikingeskrøne. Ikke blot historiemæssigt, men desværre også – særlig i filmens anden halvdel – med hensyn til de filmiske virkemidler. Stort set væk er den (med positivt fortegn) ubehagelige, klaustrofobiske spændingsopbygning, der fyldte alt i hans New England-film.

Så tal dog islandsk

Men er det overhovedet rimeligt at bedømme »The Northman« direkte mod instruktørens to tidligere fuldlængdefilm? Det er jo en selvstændig udgivelse, der er tiltænkt et større, mere mainstream publikum. Men på trods af at »The Northman« er den største af Eggers film målt på alle de gængse parametre – budget, cast, lokationer – er resultatet i sidste ende lidt mindre end forgængerne.

Og når man vælger og ikke mindst har talentet til at gå auteur-vejen – altså at male kunstværker i bevægelse på verdens biograflærreder med sin unikke pensel – så følger der ekstra høje krav med. Det er netop derfor, det gør lidt ondt, når Eggers i »The Northman« går på kompromis med sin hidtil unikke tilgang til og respekt for sproget; dets geografi og tidsperiode.

90 procent af tiden tales der nemlig engelsk med nordiske accenter af svingende kvalitet i »The Northman«. Resten af tiden tales ellers synges der på nordiske sprog. Efter denne anmelders mening skulle Eggers havde udnyttet sin superevne og udelukkende have lavet filmen med nordiske skuespillere, der var blevet undervist grundigt og kompromisløst i islandsk anno 900-og-noget.

Tilsat Willem Dafoe. Naturligvis.

»The Northman«. Drama. Varighed: 136 minutter. Instruktion: Robert Eggers. Medvirkende: Alexander Skarsgård, Ethan Hawke, Claes Bang, Nicole Kidman, Björk m.fl. Premiere: 13. april over hele landet.

Trailer til filmen nedenfor: