Filminstruktøren Christopher Nolan er berømt for at gå meget langt for ikke at bruge computergenererede effekter i sine film.
Han har tidligere blandt andet sprængt et helt fly i luften, og i sin nye film har han genskabt en endnu større eksplosion.
Nolans kommende film handler nemlig om J. Robert Oppenheimer, som var leder af Manhattanprojektet, der stod for udviklingen af verdens første atombomber – et projekt, der som bekendt ændrede historiens gang.
I filmen ser man derfor en genskabelse af den første atombombesprængning nogensinde, Trinitytesten, som fandt sted i New Mexicos ørken 16. juli 1945. Christopher Nolan har skabt scenen uden brug af computeranimation, såkaldt CGI, siger han til Total Film Magazine, citerer Variety.
»Det var en kæmpe udfordring at tage fat på at genskabe Trinitytesten uden brug af computergrafik,« udtaler Christopher Nolan. Han siger også, at hans supervisor for visuelle effekter, Andrew Jackson, ud over Trinitytesten også har brugt ikke-computergenererede, såkaldte mekaniske eller praktiske effekter til at lave visualiseringer af den kvantedynamik og kvantefysik, der indgår i Trinitytesten.

Nolan er som nævnt kendt for at bruge netop mekaniske effekter. Til sin seneste film, »Tenet«, sprængte han eksempelvis en Boeing 747-flyvemaskine i luften, som du kan se nedenfor.
Selvom filmen tager udgangspunkt i J. Robert Oppenheimer, så spænder historien meget bredt, udtaler Nolan til Total Film.
»Det er et af de mest udfordrende projekter, jeg nogensinde har påtaget mig ( .…). der var store, logistiske udfordringer, store praktiske udfordringer,« siger Nolan, og roser sit hårdtarbejdende filmhold.
Det er Cillian Murphy (»Peaky Blinders«), der spiller hovedrollen i filmen, og desuden medvirker Emily Blunt, Matt Damon, Robert Downey Jr., Florence Pugh, Gary Oldman m.fl.
»Oppenheimer« får premiere 21. juli 2023.