Hvornår gik det op for dig, at du havde talent?
»Jeg vil lade andre afgøre, om jeg har talent. Men lysten til at spille teater kom, da jeg var et helt ungt menneske. Jeg så TV-teatret, som det hed i gamle dage, og mine forældre slæbte mig med på Det Kongelige Teater, og dér blev jeg helt bidt af tanken om at kunne træde ind i rollen som andre mennesker i verden og få lov til at gestalte dem. Så da jeg gik ud af skolen som 17-årig, rejste jeg med hjælp fra nogle bekendte til USA og lavede amatørteater i Denver, Colorado, og fulgte undervisning på Boulder University. Jeg spillede med i flere stykker, og dér kunne jeg mærke, at det var det, jeg gerne ville. Da jeg to år senere kom hjem, færdiggjorde jeg min uddannelse på Team Teatret i Herning, hvor jeg var i fem år.«
Hvad var dit livs vigtigste telefonsamtale?
»Det var nok, da jeg tilbage i 1983 blev ringet op og fik at vide, at jeg havde fået den ene hovedrolle i Søren Kragh-Jacobsens film »Isfugle« (som Peter Hesse Overgaard fik en Bodil for, red.). Jeg var kommet til København i 1980 efter ti år i provinsen, og det var for mig en fantastisk quickstart pludselig at få en hovedrolle på et tidspunkt, hvor jeg skulle starte en karriere. Da de ringede, blev jeg fantastisk lykkelig. Det var virkelig et step forward.«
Hvad har du lært af at blive ældre?
»Jeg har lært at sætte stor pris på livet. Når jeg i dag som 67-årig ser tilbage, er jeg meget taknemmelig for alt det, jeg har fået lov til at opleve og deltage i. Det har givet mig en fantastisk følelse af et tilfredsstillet liv. Jeg har fået lov til at arbejde med det, jeg gerne ville, jeg har en dejlig kone og nogle dejlige børn, og jeg har rejst meget, både privat og med arbejdet – min kone har haft sit eget børneteater, og vi har rejst meget i udlandet med det, fra Japan til Grønland. Jeg føler en stor taknemmelighed for alt det, livet har givet mig. Jeg har været et meget heldigt menneske. Jeg har ikke fået de store hug, hverken fysisk eller psykisk, og jeg har haft arbejde i 50 år og kunnet leve af det, og jeg er lykkelig over, at jeg kan blive ved. Det er for eksempel en kæmpe gave, at jeg har fået ti år med »Badehotellet«. Skuespil er en hård branche, og det er ikke givet, at man har job – og ikke bliver skilt.«
Far klarede det med bravour
Hvad er dit mest værdifulde minde – og dit mest smertefulde?
»Mit mest smertefulde minde stammer fra min barndom. Jeg og min bror og vores forældre boede i Dhaka, der dengang hed Østpakistan, hvor min far arbejdede for FN. Min mor blev voldsomt syg af en virus, som langsomt lammede hende, så hun dårligt kunne trække vejret, og hun blev under meget dramatiske omstændigheder indlagt på et nonnehospital i Dhaka, hvor der heldigvis var en dygtig amerikansk læge. Hun skulle trække vejret gennem en ballonmekanisme, men det blev værre og værre. Min bror og jeg skulle sendes ud af byen, fordi der var demonstrationer mod USA, og alle hvide var jaget vildt, så jeg lå i bunden af en Folkevogn og blev kørt ud af Dhaka og op nordpå, hvor der var mere fredeligt. Min far blev hos min mor og prøvede at få det til at gå. Han skulle skaffe en jernlunge, en respirator, for sådan én havde man ikke. Det lykkedes at skaffede én fra Cairo, som kom som samlesæt, og som min far samlede sammen med lægen. Det hjalp min mor, men det var ikke sikkert nok, så vi skulle hjem til Danmark med fly. Ingen ville have os med, men endelig fandt man en maskine, som ville have os med sammen med min mor, jernlungen og en læge. Vi mellemlandede i Karachi, men da vi var på hospitalet, gik strømmen om natten, og min mor fik en følelse af, at hun var på vej væk. Min far, som havde været med til at samle jernlungen, huskede, at der under den sad et håndsving, som han fik sat i, så min mor kom tilbage til bevidstheden. Jeg var 11 år, og min bror var seks år, og hele det forløb slog mig godt nok ud. Det gik virkelig op for mig, hvad liv og død var. Det var et kæmpe chok. Min mor overlevede, men blev aldrig rigtig rask, selv om hun endte med at kunne gå med en stok.
Det mest værdifulde minde er, at min far blev sammen med min mor og familien og holdt det hele kørende. Han var 40 år og kunne snildt have fundet et andet liv, men han blev sammen med sin kone, som lå flere år på hospitalet, og sine to sønner, som han også skulle tage sig af. Det gjorde han med bravur, og det har jeg altid beundret ham helt enormt for. Når jeg besøgte min mor på forskellige hospitaler og behandlingssteder, kunne jeg se, at der lå mennesker, som for eksempel havde været udsat for trafikulykker, og som var blevet forladt af deres ægtefæller.«
Hvad er det mest luksuriøse, du nogensinde har købt til dig selv?
»Det var for et par år siden, da min hustru og jeg tog på en 14-dages luksussafari i Sydafrika. Det var en intensiv safari, 10 timer hver dag, på nogle lækre privatejede lodges i det nordlige Sydafrika. Det var en fantastisk gave, som jeg havde ønsket mig i over 40 år. Som 18-årig besøgte jeg i tre uger en familie i Kenya, hvor manden var storvildtjæger. Jeg oplevede de mest fantastiske ting, og siden da havde jeg drømt om at komme tilbage til Afrika og opleve dyrene. Vi kørte ud hver dag klokken seks om morgen og var ude hele dagen bortset fra en middagspause. Det fantastiske er naturens skønhed, duftene og lydene, og at komme tæt på dyrene. For mig er det noget af det mest fascinerende at opleve dyrene i deres egne omgivelser. Livet og atmosfæren i de forskellige lodges er også enestående.«
En roman som gjorde indtryk
Hvilken bog har haft afgørende betydning for dig – og hvordan?
»Henrik Pontoppidans roman »Lykke-Per« slog benene væk under mig, da jeg læste den som ung mand for mange år siden. Jeg husker den ikke i detaljer, men jeg følte, at romanen rørte ved nogle af de ting, som jeg selv gik og rodede med som ung. Pontoppidan kunne sætte ord på de store spørgsmål og svære valg i livet ud fra vinkler, som jeg ikke selv kunne. Jeg følte, at jeg fik en masse med mig videre fra den bog, og at den gav mig svar på nogle spørgsmål i livet. Jeg fik en følelse af, at jeg ikke var alene med de spørgsmål, jeg gik og tumlede med.«
Hvad må man ikke udsætte dig for?
»Grønkålssuppe. Som barn havde min lillebror og jeg en ældre privatsygeplejerske, som passede os og lavede mad til os. Hun puttede sand i mine gummistøvler, for at jeg ikke skulle løbe for langt væk, men hun gav os kraftedeme også grønkålssuppe morgen, middag og aften. Hun var sådan lidt nonneagtig, og alt lugtede og smagte af medicin eller grønkålssuppe. Det var forfærdeligt. Jeg har aldrig fået det siden, og jeg har også hældt sandet ud af gummistøvlerne.«
Hvad ville du skrive i et brev til dit yngre jeg?
»Jeg ville skrive: »Du skal tro på dig selv. Du er god nok. Alt det, du har med dig, er rigeligt til at få et godt liv. Du skal hverken se anderledes ud eller være en anden end, den du er.« Det var ikke altid lige nemt at se, at man var god nok. Også som skuespiller har man den samme usikkerhed som andre mennesker. Man kan tvivle på, om det, man laver, er godt nok. Man har en evig selvkritisk tilgang til sit arbejde, for at det kan blive ordentligt.«
Hvordan håndterer du bedst skuffelse?
»Jeg lader det vel bare langsomt passere. Det skal sive ud af kroppen. Det har fundet vej ind, og det skal have tid til at komme ud. Her kan man bruge udtrykket, at tiden læger alle sår. Man skal selvfølgelig fokusere på det, som gør én glad, men man kan ikke komme gennem livet uden skuffelser, og man skal passe på ikke at lade sig slå ud af det.«
Hvad misforstår folk oftest ved dig?
»Jeg har måske tidligere kunnet føle, at nogle syntes, at jeg var lidt arrogant. Det føler jeg jo ikke selv, at jeg er. Hvis jeg har fremstået arrogant, er det måske, fordi jeg er lidt tilbageholdende og usikker. Dét, at man ikke er så ekstrovert og ikke kommer ind i et lokale og giver sig klart til kende, kan nogle gange godt blive opfattet som arrogant, men det dækker i virkeligheden over usikkerhed og tilbageholdenhed. Men det ligger altså ikke til mig at være arrogant.«
