Når man ser film baseret på virkelige begivenheder, kan man godt få den – ofte velbegrundede – mistanke, at manuskriptforfatteren har smurt lidt tykt på. 

Lige skruet lidt op for dramaet hist, overdrevet lidt her og generelt blæst det hele lidt større op, end det var i virkeligheden. Når man går på nettet og læser om historien bag »The Iron Claw« – og det får man lyst til efter at have set filmen – opdager man, at der nærmest er skruet lidt ned for dramaet. Og det er sandelig ellers ikke, fordi filmen mangler dramatik.