I en nutid, hvor basale fakta om alt fra vacciner til månelandingen synes at være sat til diskussion, er der noget bevægende ved de personer, der indædt søger at få afdækket sandheden.

En sådan er den russiske filminstruktør Andrej Konchalovskij, der med sin film »Kammerater!« har sat sig for at kaste lys over en i dag glemt massakre, der i 1962 blev begået af Den Røde Hær og KGB mod strejkende fabriksarbejdere.

Dengang blev de dræbte smidt i ukendte grave, og deres pårørende blev truet til tavshed eller sendt i fængsel. I dag kunne russerne nemt vælge at glemme de 26 dræbte, der alt andet lige kun er nogle håndfulde ud af millioner af ofre for Sovjetunionens voldsårhundrede.

Men ligesom den danske film »9. april« af Roni Ezra gav oprejsning til de tapre få, der døde i forsvar for Danmark, er »Kammerater!« en mindesten over de russere, der turde tale diktaturet lige imod. Filmen blev vist ved filmfestivalen i Venedig, og var i år Ruslands bud på en Oscar for udenlandske film.

Året er 1962, scenen er den sydrussiske by Novocherkassk, kosakbefolkningens gamle hovedby. Hovedpersonen Ljuda er loyal partisoldat og skænder på sin kollega og hemmelige elsker i partiet, da han viser tegn på utilfredshed med partiet. Ljuda er dog heller ikke blind for de goder, som partibogen indebærer, såsom de eftertragtede fødevarer, den almindelige befolkning har svært ved at få fat på.

Netop manglen på fødevarer og stigende priser får fabriksarbejderne i lokomotivfabrikken til at nedlægge arbejdet og marchere mod byens midte. Et partikontor bliver plyndret, og indtrængerne viser fra balkonen, at partitoppen har efterladt sig rester af ungarsk salami og likør, som den har mæsket sig med.

Arbejdernes strejke truer de lokale partipinger, der frygter indgriben fra Moskva, hvor Krustjov ellers har givet befolkningen et lille forårshåb efter Stalins terrorregime.

De lokale KGB-officerer tager hemmeligt billeder og samler oplysninger om de strejkende, men Den Røde Hærs kommandant nægter at uddele ammunition til de soldater, der skal inddæmme urolighederne. Da de første skud falder, kommer de fra snigskytter, som KGB har placeret på tagene. 26 dræbes og 87 såres. Bagefter får hæren skylden.

For partiet handler alt om at få skjult massakren – ingen tænker på at gøre noget ved de uretfærdigheder, der førte til protesterne. Her gør »Kammerater!« sig umage med at vise, hvordan sovjetstaten nødvendigvis måtte gå til i sin egen råddenskab. Som KGB-kommandanten med en velturneret kynisme siger til sin underordnede: »Det, at vi lever i et socialistiskt land, er også en hemmelighed.«

Samtidig antyder Ljudas far, at ondskaben har været et indbygget træk i ideologien fra de første revolutionsår. Han beskriver, hvordan han i sin ungdom så en kosak få skåret tungen ud af bolsjevikkerne, fordi denne havde fornærmet en kommissær.

Indenfor partiet skal der udpeges nogle syndebukke, og Ljuda begynder at vakle i sin tro på partiets ufejlbarlighed, da hendes egen datter forsvinder under urolighederne. Da en KGB-agent hjælper hende med at lede, er den lille menneskelighed kun med til at fremhæve systemets umenneskelighed.

»Kammerater!« er en rørende film. Man berøres ikke, fordi den skildrer en smuk virkelighed, men fordi den lufter ud i historiens løgne og fortielser. Samtidig bliver man intellektuelt interesseret i filmens studie af kommunismens apparatfejl, og filmens autenticitet fungerer som en mægtig opfordring, et »aldrig mere« til det kollektive vanvid.

»Kammerater!«. Historisk drama. 120 minutter. Instruktion: Andrej Konchalovskij. Med: Julia Vysotskava og Vladislav Komarov. Premiere 15. juli i biografer.