Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Justin Roiland, der er medskaber af den populære animationsserie »Rick and Morty«, er blevet fyret fra samarbejdet med Warner Bros. Discovery.
Fyringen sker, efter at anklager om partnervold kom frem tidligere på måneden, skriver Deadline.
Roiland er blevet sigtet for partnervold og for at holde nogen fanget ved hjælp af »trusler, vold eller bedrageri«, skriver mediet.
Hændelsen, der skal have ført til sigtelsen, fandt ifølge retsdokumenter sted i januar 2020. Det angivelige offer var en kvinde, som Roiland på det tidspunkt havde et forhold til.
Roiland kan ifølge mediet få op til syv års fængsel, hvis han bliver dømt.
Roilands advokat har insisteret på, at hans klient er uskyldig, og udtaler, at »vi forventer, at denne sag er på vej til at blive afvist, når distriktsadvokatens kontor har afsluttet sin metodiske gennemgang af beviserne«, skriver Deadline.
Roiland lægger stemme til begge hovedpersoner i »Rick and Morty«, som han har skabt sammen med Dan Harmon. Serien blev af BBC i 2021 kåret til at være en af verdens 100 bedste, og der er foreløbig lavet seks sæsoner ud af ti planlagte.
Serien, der i Danmark kan ses hos HBO Max, handler om bedstefar Rick, der er opfinder og universets måske klogeste mand, og barnebarnet Morty, der minder om enhver naiv 14-årig, og parrets rejser ud i universet og hjem igen til det – oftest – trygge Forstadsamerika.
»Rick and Morty« er både populær og anmelderrost. I Information blev femte sæson eksempelvis kaldt for »et utroligt morsomt lærestykke i eksistentiel rædsel«.
Men nu skal Adult Swim, der udsender animationsserier til en voksen målgruppe om aftenen på Cartoon Network, lede efter nye stemmeskuespillere til de to hovedroller.
Produktionen fortsætter nemlig, skriver holdet bag serien på Twitter.
Seriens anden medskaber, Dan Harmon, undskyldte offentligt i 2018, fordi han havde begået sexchikane mod Megan Ganz, som arbejdede for ham på tv-serien »Community«.
Den lange undskyldning og forklaring blev godtaget af Megan Ganz, som sagde, at hun tilgav ham, og kaldte undskyldningen for en masterclass i, hvordan man skal sige undskyld.