Patetisk schlager-sanger er en pervers nydelse

AOK
Skærm
Anmeldelse

Den østrigske instruktør Ulrich Seidl tager med »Rimini« afstand til landets nazistiske fortid.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han går rundt med langt, fedtet hår med dårligt lavede lyse striber. Lidt for stramme bukser, store bæltespænder, en hvid undertrøje af wife beater-modellen direkte under en lang sælskindspels.

Handyret hedder Richie Bravo, intet mindre, og selv om storhedstiden som schlagersanger – tænk Hansi Hinterseer, bare med dårligere frisør og 20 kg pomfritter mere indenbords – for længst er ovre, indkasserer han stadig fra dengang, der blev lavet papfigurer i 1:1-størrelser og andet merchandise med ham.

Ting, der nu fylder i hans afskallede villa i den italienske badeby Rimini, for efterspørgslen er dalet temmelig meget med årene, både på merchandise og på Richie Bravo.

Fortidens synder opsøger den afdankede popsanger, Richie Bravo, der hjemme i sin opulent indrettede villa i Rimini forsøger at holde fast i den forgangne storhedstid. Fold sammen
Læs mere
Foto: Wolfgang Thaler.

Nu tjener han sine få skejser ved at croone foran sparsomme turistflokke af ældre dato på badebyens næsten tomme hoteller om vinteren. Og når det ikke giver nok, yder han gigolo-service til nogle af sine modne fans, der stadig gerne vil have et stykke med Bravo.

Næsten som en dokumentar

Når instruktøren bag hedder Ulrich Seidl, bliver Richie Bravos liv skildret i et nådesløst og usentimentalt gråt hverdagslys. Også sexscenerne. Seidl har for første gang i ti år lavet en spillefilm efter sin »Paradis«-trilogi fra 2012-2013 (»Paradis - kærlighed«, »Paradis - tro« og »Paradis - håb«, red.), for de seneste to film fra hans hånd har været dokumentarerne »I kælderen«, om hvad der kan foregå af bizarre ting i de østrigske kældre, og »Safari«, der på besk vis portrætterer folk, der skyder elefanter og deslige for sjov.

I »Rimini« af den østrigske instruktør Ulrich Seidl bliver hovedpersonen, Richie Bravo, opsøgt af sin ukendte datter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Wolfgang Thaler.

Men selv når han laver fiktion, føles og ser det ud som en dokumentar. Godt hjulpet af en uforlignelig Michael Thomas, en af Seidls faste skuespillere, der her i »Rimini« bliver til Richie Bravo i en grad, så man skal minde sig selv om, at han ikke er en virkelig person.

Michael Thomas rammer med præcision blandingen af patetisk bravur hos en mand, der kæmper for at opretholde sin identitet, og det perverst sexede i det hedengangne, så man forstår, hvorfor kvinderne stadig gerne vil have Richie Bravo.

Opgør med fortidens synder

Og hvad skal det så til for at følge denne afdankede popsanger i hans triste liv, når han vader rundt på den kolde, tågede strandpromenade, hvor de eneste mennesker er små grupper af apatiske flygtninge, der ikke har andre steder at gå hen? Udover at være en fascinerende skæbnehistorie?

Det er her, Seidl udviser en sjælden subtilitet. For under handlingen udspiller der sig på stilfærdig vis en meget større historie om at tage afstand fra fortidens synder.

Filmen åbner med at vise, hvordan Richie Bravo vender tilbage til sit barndomshjem, fordi moren er død. Han og hans yngre bror Ewald (Georg Friedrich) skal forberede begravelsen og besøge deres far på plejehjem. En far (nu afdøde Hans-Michael Rehberg), der i sin demens åbent synger de sange, han dyrkede som ung – nazistiske propaganda-lieder.

I en nøglescene kører Richie sin far rundt i kørestol på plejehjemmets gange, samtidig med at far og søn battler på sang. Richie forsøger af alle kræfter at overdøve sin far med sine kærlighedsslagere.

Mere end bare fascination

Fortidens synder dukker også op, da Richies voksne datter (Tessa Göttlicher) pludselig opsøger ham. Hun er vred over det fædrene fravær og forlanger børnepenge for hele sin barndom. Hun er i følgeskab med sin kæreste, en syrisk flygtning, og hvad hun vil bruge pengene på, skal ikke røbes her, men formålet lægger sig i forlængelse af filmens tematik om et opgør med tidligere tiders ideologier og nutidens politiske situation.

På den måde folder fascinationshistorien sig ud til en social kommentar, som det er for vane hos Seidl, hvad enten han behandler sexturisme, migration eller hvad folk har af hemmeligheder i deres kældre.

Ulrichs Seidls spillefilm har ofte et dokumentarisk skær, hvor virkelige locations er en medspiller. I »Rimini« er det den italienske badebys kolde, tågede strandpromenade om vinteren. Fold sammen
Læs mere
Foto: »Rimini«.

Med til historien om »Rimini« hører også, at filmen egentlig var tænkt som både Richies og Ewalds historie, men Seidl valgte at dele historierne op til et diptykon.

Klassiske Ulrich Seidl-greb

Den anden film hedder »Sparta« og skildrer, hvordan den pædofile Ewald opretter et værested for socialt udsatte drenge i Transsylvanien i Rumænien, samtidig med at han undertrykker sin seksuelle drift.

Men på grund af Seidls metoder – han informerede hverken de medvirkende drenge eller deres pårørende om, hvad filmen handlede om, eller hvad drengene skulle udsættes for under optagelserne – har filmen mødt hård kritik og blev taget af programmet på Toronto Film Festival. Det er derfor tvivlsomt, at vi nogensinde kommer til at se den i danske biografer.

De problemer har »Rimini« ikke, og kan man lide de sædvanlige Ulrich Seidl'ske greb som tableauagtige scener, der tydeligvis inspirerede for eksempel den danske dokumentar »Kandis for livet«, og de lange, langsomme indstillinger, man ikke kan slippe væk fra, af Seidls faste fotograf, Wolfgang Thaler, så er filmen en dragende fortælling med en uforglemmelig karakter. For selv et handyr som Richie Bravo er der håb. Måske.

»Rimini«, film. Instruktion: Ulrich Seidl. Medvirkende: Michael Thomas, Hans-Michael Rehberg, Georg Friedrich, Tessa Göttlicher m.fl. Biografpremiere 24. november.