Ulrich Seidl: Paradiese Liebe

Den østrigske instruktør har lavet en tankevækkende film om ældre europæiske kvinder på sexferie i Kenya. Tre stjerner ud af fire.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den fortsatte debat om forholdet mellem Jørgen Leth og hans haitianske kærester vidner om, hvor svært det er at finde et entydigt etisk standpunkt, når det handler om udveksling af sex og kærlighed mellem de meget rige og de meget fattige i verden. Som Berlingskes redaktør Tom Jensen forleden påpegede i en kommentar til forargelsen over Jørgen Leth, er det naturligvis absurd at forlange lighed mellem parterne som betingelse for at kærlighed kan opstå. Det er kun i eventyrerne at kærligheden er helt ren. Men hvornår bliver et forhold så så ulige, at der er tale om udnyttelse?

Den rene kærlighed er netop det krav som hovedkarakteren Teresa stiller i Ulrich Seidls tankevækkende film »Paradiese: Liebe« – der er den fjerde film i Cannes festivalens hovedkonkurrence. Hun er en 50-årig overvægtig østrigsk kvinde, der rejser på ferie til Kenyas strande. Her møder hun en række jævnaldrende europæiske kvinder, der har fundet sig til rette i rollen som »sugar mamas« for landets »Beach Boys«. Det er unge mænd, der servicerer kvinderne med selskab, leg og sex. Mændene kamuflerer prostitutionsforholdet med søde ord om romantik, lidt overflødigt, da kvinderne først og fremmest fokuserer på den fysiske side af sagen. Bare ikke Teresa, der ikke kan få sig selv til at dyrke sex med mænd, der kun lader som om de elsker hende. I en række scener, der nærmest gør fysisk ondt at se, forlanger Teresa ikke bare ømhed og menneskelighed fra sine skiftende Beach Boys, men også troskab og kærlighed.

»Paradiese Liebe« sætter konstant spørgsmålstegn ved publikums forestillinger om hvad sexturisme er. Det er eksempelvis svært at se hvem der udnytter hvem, og hvem forholdene skader. Det er kun kroppe, der bruger hinanden i den tomme afrikanske nat. Seidl har baseret sin film på to års research i Kenyas strandhoteller, og nævner blandt andre de seksualpolitiske provokatører og forfattere Elfriede Jelinek og Michel Houellebecq som inspiration. Ligesom den sidstnævnte franske anarkist er Seidl i stand til at beskrive sexturisme med humor, men synes ikke som Houellebecq at stille sig entydigt positivt til en globalt seksuel »handelsbalance«. Seidls film er køligt observerende, samtidig med at karaktererne skildres med stor medfølelse, og Margrethe Tiesel i rollen som Teresa er imponerende modig i sin totale nøgenhed, både kropsligt og emotionelt. Tiesel kunne godt være kandidat til festivalens pris til Bedste Kvindelige skuespiller, selvom der er lang vej endnu til festivalens afslutning.