Måske har du glemt det, men der var engang, hvor tegnefilm primært blev brugt til at fortælle prinsesseeventyr med lykkelige slutninger.
I dag er en dansk animationsfilm om flygtninge nomineret til tre Oscar, og tegnede historier bliver brugt til skilsmissehistorier som »Drømmebyggerne« og til magisk realisme som i »Encanto«. Prinsesserne er blevet til kvinder, og deres eventyr slutter ikke altid med en prins.
Sådan er det også i »Rød«, Pixars nyeste film, der fortæller om generationsopgør, pubertet og menstruation i en asiatisk familie fra Canada. Det er en vild mission, og den har allerede skabt furore i USA, hvor en anmelder blev genstand for enorm kritik, fordi han mente, at filmen kun ville blive forstået af en særlig gruppe – piger med asiatisk baggrund bosat i Canada – hvilket selvfølgelig er noget vås.
Hvis anmelderen, Sean O'Connell, følte sig ekskluderet, kan det i stedet skyldes, at filmen foregår i en klub, han ikke er del af: Kvindeklubben. Og at han åbenbart ikke kan huske, hvordan det er stå med en krop, der pludselig gør underlige og sære ting, når tiltrækkende mennesker går forbi på gaden.
Sean O'Connell har faktisk kun ret i et: »Rød« er formentlig også den mest liderlige tegnefilm, Pixar har produceret. Og tak for det.
At vise sin panda
Den 13-årige mønsterstudent Meilin Lee gør sit bedste for at leve op til forældrenes krav, der tæller at få topkarakterer, gå direkte hjem og blive generalsekretær i FN. Hun er en »yderst foretagsom og ret irriterende ung dame«, som hendes lærer siger.
Selv drømmer Meilin mest om boybandet 4*Town – deres skræmmende iørefaldende musik er skrevet af Billie Eilish og hendes bror – og om at bruge tid med sine tre BFFs.
En morgen, da hun søvndrukkent går på badeværelset, ser Meilin – til sin enorme forskrækkelse – en stor, rød panda i spejlet. Hendes skrig fanger moderens interesse, der straks kommer løbende med favnen fuld af for-meget-hed, gode råd og hygiejnebind. »Blomstrer den røde pæonblomst?«
Det gør den ikke, eller måske gør den. Faktum er, at Meilin ikke længere bare er en pige, men også er en rød panda. Hver eneste gang hun bliver bragt ud af fatning, og det sker ganske ofte for en 13-årig, overtager det store, klodsede dyr hendes krop. Det er en forvandling, der er Kafka værdig, og en uvelkommen transformation, som hendes mor gerne vil lære hende at tæmme og undertrykke.
Men langsomt opdager Meilin, at pandaen har sine fordele. Den er ikke bare klodset og lugter af sved. Den er også fantastisk på et dansegulv og virkelig glad for det modsatte køn. Og drengene har tilsyneladende heller ikke noget imod, at hun viser dem sin panda.
Ekspedienten er en drømmemand
Selvom vi er kommet meget langt med skildringer af kvinder og kvindelig seksualitet, er det ikke ofte, man ser en film, der går til pubertet med samme legesyge som »Rød«. Tempoet og klipningen er lige så høj som Meilins livslyst, når hun ophøjer boybands til kunst og fantaserer om døgnkioskens 17-årige ekspedient.
Det store, nuttede og uformelige dyr, Meilin forandrer sig til, bryder den tynde fernis af social kontrol, skam og pæn pigehed, der ellers bliver brugt til at holde unge kvinder i skak.
Den går også i direkte konfrontation med Meilins kontrollerende mor, der selvfølgelig har sit eget indre udyr, men samtidig er så kontrollerende og pinlig, at man glæder sig over at være voksen. Så har man i det mindste kun sin egen pinlige adfærd at forholde sig til.
»Rød« er på mange måder et gennembrud. Det er første gang, at en kvinde instruerer en Pixar-film, det er den første Pixar-film med udgangspunkt i asiatisk kultur, men først og fremmest er »Rød« en generel historie, der føles privat – og på den måde mimer den fuldstændig sit emne. Også pubertet er en generel oplevelse, som alligevel altid opleves som en unik og privat udvikling for dem, der skal igennem den. Det er ikke nemt at betvinge den røde panda. Uanset, hvor godmodig den er.
»Rød«. Animationsfilm. Varighed: 107 min Instruktør: Domee Shi. Danske stemmer: Nora Balck Sørensen, Sandra Yi Sencindiver, Fanny Leander Bornedal. Kan ses på Disney+.
