Dansk instruktør nomineret til tre Oscars: »Jeg vågner op til en helt ny verden i morgen«

Den danske filminstruktør Jonas Poher Rasmussens skriver historie med sin film »Flugt«, der er nomineret i tre kategorier til årets Oscar-uddeling.

Jonas Poher Rasmussen var en glad mand lige efter han havde fået nyheden om sine tre nomineringer. Claus Bech

»Jeg vågner op til en helt ny verden i morgen.«

Det var en glad filminstruktør, Jonas Poher Rasmussen, der tirsdag slog alle tidligere rekorder og modtog tre oscarnomineringer for filmen »Flugt«. Det er første gang nogensinde, at en dansk film er nomineret i så mange kategorier, og det kom også bag på Jonas Poher Rasmussen, der debuterede i 2006 med »Noget om Halfdan« om sin farfar, forfatteren Halfdan Rasmussen.

»For et år siden havde jeg ikke regnet med noget. Det er sådan noget, der vokser stille og roligt. I sidste ende stod vi med en fornemmelse af, at det ville være skuffende, hvis vi ikke blev nomineret til noget. Hvilket i sig selv er vanvittigt,« siger Jonas Poher Rasmussen

»Flugt« er nomineret i kategorierne Bedste Animerede Film, Bedste Dokumentarfilm og Bedste Internationale Film. Især den første kategori skiller sig ud. De øvrige film har budgetter, der er langt højere end »Flugt«, der har kostet 3,4 millioner dollar, svarende til 22 millioner kroner. Disneys »Encanto« har et budget på 150 millioner dollar – tæt på en milliard kroner.

»Det er enormt vigtigt for mig, at alle dem, jeg har arbejdet sammen med, kan måle sig med de her gigantiske film, som minder om dem, vi alle har set, da vi var børn. Vi er ikke de første, der har lavet animeret dokumentar, men det ville da være skønt, hvis det her betød, at animerede voksenfilm kunne nå et større publikum.«

Ikke bare feelgood

»Flugt« handler om instruktørens ven, Amin, der kom til Danmark som barn. Den fortæller om hans opvækst i Afghanistan og den efterfølgende flugt til Rusland og København samt hans forhold til at være homoseksuel i et land, der ikke har et egentligt ord for det.

Ifølge Sarah Iben Almbjerg, der er filmredaktør på Berlingske, er det fantastisk, at det lykkedes »Flugt« at hive hele tre nomineringer hjem. Særligt er det overraskende, at det blev til en nominering i kategorien Bedste Animerede Film.

»Den er i animationskategorien i selskab med lutter feelgood børnefilm, som man tager ungerne med ind og ser. Det er Disney og Pixar, og så kommer der en lille dansk film om homoseksualitet og integration ind og spiser kirsebær med de store drenge. Det er set før, men det sætter alligevel en stor fed streg under, at animation kan bruges til at fortælle forskellige typer af historier og nå et andet publikum end børn. Der må sidde nogle animationsfolk med hænderne højt over hovedet,« siger hun.

»Hvis man nogensinde har talt om en David mod Goliat-myte, så er den da tilstede her. 'Flugt' kæmper mod gigantiske budgetter.«

Det er Claus Ladegaard enig i. Direktøren for Det Danske Filminstitut er »meget stolt« over, at Danmark markerer sig med en animationsfilm, hvis samlede budget svarer til »omkring fem minutter af de andre film i kategorien«.

»Jeg tror, at det kan betyde meget for animationsfilmen i Danmark. Folk får øjnene op for, at vi ikke bare laver tegnefilm for børn. Og så er jeg sikker på, at denne film er så vitalt fortalt, at der er rigtig mange, der får lyst til at arbejde sammen med de mennesker, der har lavet den. Også internationalt.«

Anden dansk hæder

Foruden »Flugt« med tre nomineringer, var der også oscarnomineringer til to andre danskere.

Den danske kortfilm »On My Mind« af Martin Strange-Hansen er nomineret til en Oscar i kategorien Bedste Kortfilm.

Martin Strange-Hansen har også tidligere modtaget en Oscar i samme kategori. I 2002 blev det til en oscarstatuette til filmen »Der er en yndig mand«, som han stod bag.

Det blev også til en nominering til den danske filmfotograf Dan Laustsen. Han blev nomineret i kategorien Bedste Fotografering for sit arbejde på filmen »Nightmare Alley«, der er en amerikansk thriller instrueret af Guillermo del Toro. Tidligere på året fortalte Dan Laustsen Berlingske om sit arbejde med netop den film, det interview kan du læse her.