Ny dokumentar om britisk dronning lander på et underligt tidspunkt

Er det den perfekte timing for en dokumentarfilm om den britiske dronning Elizabeth 2 at have premiere så kort tid efter dronningens død i begyndelsen af september i år?

Eller er det snarere et dårligt tidspunkt, fordi vi i forbindelse med Elizabeths bortgang og begravelse blev bombarderet med fortællinger om og arkivmateriale med hende?

Egentlig skulle denne nye dokumentarfilm, »Elizabeth: A Portrait in Part(s)«, da også have været ude i biograferne tidligere, men et andet dødsfald kom i vejen. Nemlig instruktøren, Roger Michell's egen.

Roger Michell, der herhjemme mest er kendt for sin romantiske komedie »Notting Hill« (1999) med Julia Roberts og Hugh Grant, døde i september 2021 og skulle efter sigende have lagt sidste hånd på Elizabeth-dokumentarens lydspor den dag, han døde. Det betød blandt andet, at processen med at færdiggøre filmen blev forlænget, og premieren dermed udskudt.

Popkulturelle kapitler

For dem, der endnu ikke er blevet mætte af royalt stof, er »Elizabeth: A Portrait in Part(s)« en lidt anderledes portrætdokumentar, hvilket s’et i parentes i filmens titel måske indikerer.

Det er således ikke en slavisk gennemgang om monarkens liv fra vugge til grav, men en mere impressionistisk tilgang.

Filmen er delt op i korte kapitler, der frit springer i tid og begivenheder. Der er et om »stemmen«. Et om Elizabeth 2 som nationens moderfigur. Et om hende som ungt sexsymbol, hvor Paul McCartney fortæller om, hvordan de betragtede hende som »hot«, da bandet mødte hende i 1965. Et om tøjstilen. Et om »de hårde tider«, der omhandler kriserne med Lady Di og senest prins Andrew.

Kapitlerne, der hver især er virkeligt interessante, bliver dog fortalt i så hastigt tempo, at fortællingen i filmen føles som en skøjtetur. Let, elegant og flot, men kun en bevægelse på overfladen, og uden at der i øvrigt bliver afsat ridser i isen.

Hvad intentionen med filmen er fra Michells side forbliver uklar, men den fremstår som en ren hyldest til kvinden, der endte med at være Storbrittanniens monark i over 70 år.

Legesyg og guldklip

Men hvis man ikke kræver af en dokumentar, at den skal andet end at underholde –  ikke grave, ikke præsentere noget nyt, ikke fremmane hidtil ukendte perspektiver, ikke gøre os klogere – så vil Michells film glide ned, uden at popcornene sætter sig fast i halsen.

Filmen er dog utroligt veloplagt klippet af den meget dygtige klipper Joanna Crickmay, og indimellem er der små guldkorn i form af arkivklip, der ikke er set ofte.

Som dét, hvor den berømte naturformidler David Attenborough går tur med dronning Elizabeth i Buckingham Palaces have og åbenbart som den første nogensinde bemærker, at det er spøjst, at havens solur er placeret på et skyggefuldt sted under et træ.

Eller det meget rørende klip af en meget ung Elizabeth, fra før hun satte sig på tronen, der leger tagfat med veninder og nogle besætningsmedlemmer på kongeskibet Britannia. En fri, ubekymret prinsesse, lige før hendes liv bliver ændret radikalt og for altid.

Timingen, igen

Men ønsker man sig mere af en dokumentar, især når dens timing er at komme lige efter dronningens død, skuffer Michells film.

Mange af klippene har vi set før, og med fiktionsudgaver af Elizabeth 2. som i serien »The Crown«, der på realistisk vis forsøger at give et indblik i både hendes arbejds- og følelsesliv, kommer »Elizabeth: A Portrait in Part(s)« hurtigt til at virke som en bagatel. Et overflødigt appendiks.

En dokumentar, der mere føles som en snack fremfor en mættende hovedret. Ret ærgerligt, når der nu helt tydeligt er både materiale og hjerte til meget mere.

»Elizabeth: A Portrait in Part(s)«, britisk dokumentarfilm. Instruktion: Roger Michell. Premiere i biograferne 13. oktober