Nu taler Will Smiths hustru om lussingen

Verden har brug for Will Smith, siger Jada Pinkett Smith i sin første kommentar til oscarskandalen i marts.

Har verden »brug for« Will Smith efter skandalen ved dette års oscarshow, hvor han stak komikeren Chris Rock en lussing?

Det mener Will Smith’s hustru, Jada Pinkett Smith, som nu for første gang har udtalt sig om den meget omtalte episode, der førte til, at Will Smith blev bandlyst fra oscaruddelingen de kommende ti år.

Jada Pinkett Smith talte om sin mand og Chris Rock i onsdagens afsnit af sit Facebook-show, »Red Table Talk«.

Hendes kommentar faldt, efter at hun havde interviewet en mor til den 12-årige pige Rio Allred, der begik selvmord efter at være blevet mobbet, fordi hun led af alopecia – den sygdom, der fører til hårtab, og som Jada Pinkett Smith også lider af.

»Efter det jeg har været igennem, og hvad der skete ved oscaruddelingen, har tusinder skrevet til mig om deres egne historier. Jeg vil gerne benytte dette øjeblik til at give vores alopeciafamilie en mulighed for at tale om, hvordan det er at lide af denne tilstand, og informere om, hvad alopecia er,« sagde Jada Pinkett Smith.

Will Smith slog Chris Rock, efter at denne havde fortalt en joke om Jada Pinkett Smiths kortklippede frisure.

Efter interviewet med moderen talte Jada Pinkett Smith om lussingen.

»Når det handler om oscaraftenen, er det mit dybeste håb, at disse to intelligente, dygtige mænd har en mulighed for at heale, tale ud og blive forsonet. Verden er i dag i en tilstand, der betyder, at vi har brug for dem begge. Vi har alle brug for hinanden, nu mere end nogensinde,« sagde hun.

Jada Pinkett Smith tilføjede, at hun ville fortsætte sit 28-årige samliv med Will Smith.

I april blev hendes show indledt med en skriftlig meddelelse, der handlede om, at Smith-familien nu var fokuseret på »dyb healing«.

Efter lussingen har Will Smith offentligt undskyldt Chris Rock og Oscar-akademiet. Branchemedier har efterfølgende spekuleret i, i hvor høj grad lussingen vil skade hans karriere.