Det er efterhånden velkendt, at den meget elskede danske filmserie om Olsen Banden også er elsket i blandt andet Tyskland, Sverige og Norge. I Norge har kærligheden endog været så stor, at man der er fortsat med at producere norsksprogede versioner af filmene om den uheldige tyvebande, mens man i Danmark afsluttede serien i 1998.
En trailer for den 15. norske Olsen Bande-film er netop blevet offentliggjort. Filmen handler tilsyneladende om, at banden vil stjæle tre versioner af det berømte Munch-maleri »Skriget«. Derfor har filmen også fået den finurlige norske titel »Olsen Bandens siste skrik«. I et kort klip ser man blandt andet banden hænge i reb på siden af Oslos nye Munch-museum, der i øvrigt er blevet skarpt kritiseret for sin moderne arkitektur.