Timingen kunne næsten ikke have været værre for satireserien »Orkestret«, der skulle have haft premiere sidste år, men som i stedet først får premiere i næste uge.
Serien, der er bygget på en idé af Adam Price, handler om en andenklarinettist, spillet af Frederik Cilius, der drømmer om at stige i graderne, og som får ny souschef i form af Rasmus Bruun, der begge er kendt fra »Den korte radioavis« og »Den korte podcast«.
Orkestret kommer blandt andet ud for sager om grov tone, sexchikane og #metoo. Derfor fandt DR, at det ville være tonedøvt at udsende den, lige efter at en række tidligere medlemmer af DRs Pigekor stod frem og fortalte om et mangeårigt grænseoverskridende og seksualiseret miljø under to chefdirigenter.
Det var Berlingske, der dengang kunne fortælle historien om, at premieren på »Orkestret« blev udskudt efter »grundige overvejelser«.
»Selvom man principielt skal skille fiktion og virkelighed helt fra hinanden, så har vi alligevel skønnet, at det ikke er det rette tidspunkt at sende en serie med emner som sexisme, magt og ubalancer i en musikalsk verden så tæt på, at konklusionerne fra advokatundersøgelsen om DR Pigekoret er offentliggjort,« sagde Henriette Marienlund, fiktions- og udviklingschef i DR Kultur, Børn og Unge, sidste år.
Men 1. juli får »Orkestret« altså premiere, og de første klip fra serien er blevet slået op på Frederik Cilius' og Rasmus Bruuns fælles Instagram-konto, og du kan se videoerne herunder.
Herunder spørger en kvindelig ansat, der spilles af Lise Bostrup, den nyansatte og konfliktsky souschef Jeppe Nygren (Rasmus Bruun), om ikke han vil røre ved hendes bryster, efter at hun har fået dem opereret større.
På rollelisten ses desuden Neel Rønholt, Emma Sehested Høeg og Caspar Phillipson med flere.
»Orkestret« har premiere 1. juli på DRTV og kan ses på DR1 hver fredag fra samme dato klokken 21.25.