Nordisk Film Production og TV 2 går nu i gang med det, de kalder »et af de største danske tv-projekter nogensinde«:
En tv-serie om N.F.S. Grundtvig (1783-1872), der blandt andet var præst, digter og forfatter, og som af mange anses for at være en af de væsentligste personer bag skabelsen af det moderne danske samfund.
Katrine Vogelsang, der er administrerende direktør for Nordisk Film Production, siger til Berlingske, at ideen om en serie om Grundtvig kom, mens hun arbejdede på »Badehotellet«, som hun ofte hørte omtalt som »folkelig«.
»Derfor ville jeg gerne se på, hvad begrebet folkelighed egentlig kommer af, hvad dets værdi er, og hvorfor det er der. I det arbejde stødte jeg hurtigt på Grundtvig, som jo brugte tid på spørgsmålet: Hvis vi skal have et folkestyre, hvem er det så, folket er,« siger Katrine Vogelsang og fortsætter:
»Pludselig forstod jeg folkeligheden som noget fornemt fremfor at være en skidtsnakkede brancheterm om noget, man synes er laveste fællesnævner, og det er jo hele kernen i det, der gør, at vi har demokrati i dag.«
Grundtvig var dog ikke udelukkende en opbyggelig faderfigur, fremgår det af antologien »Den store mand«, der var samlet af litteraturforsker Lone Kølle Martinsen, og som udkom i 2022.
»Han gik ind for enevælden. Han var imod, at jøderne skulle kunne vælges til Stænderforsamlingen. Han var skrupirriterende, arrogant og ubehagelig i sin politiske debat,« skrev Berlingskes anmelder, Bent Blüdnikow, efter at have læst bogen sidste år.
Og det er også en korrekt karakteristik af Grundtvig, siger seniorforsker ved Center for Grundtvigforskning på Aarhus Universitet, Loner Kølle Martinsen, til Berlingske.
»Vi hylder ham ofte for at være det danske demokratis fader – han er for eksempel med i demokratikanonen – men i virkeligheden var han kropumulig til at føre politik. Han holdt lange enetaler og stemte imod en masse forslag i Rigsdagen. Men han havde tanker om blandt andet frihed, som dengang var nye, herunder religionsfrihed,« siger Lone Kølle Martinsen og tilføjer:
»Han var ikke en stor mand i sin samtid, han var en outsider. Det er retrospektivt, at vi har gjort ham til en stor mand. Han brød noget ædelt metal, som andre gjorde til gangbar mønt, kan man sige.«
Katrine Vogelsang understreger også, at serien ikke bliver nogen helgenkåring af Grundtvig.
Tværtimod gør Grundtvigs sammensathed, at han er den perfekte, dramatiske helt.
John Mogensen, Flemming »Bamse« Jørgensen og N.F.S. Grundtvig
»Han hidser sig op, går i krig med alt og alle, er egentlig ikke synderligt sympatisk, og så har han en psyke, der driller. Han har så stor en rolle i dannelsen af danskerne, men han var selv en, man slog sig på,« siger Katrine Vogelsang.
Katrine Vogelsang, folkeligheden ser ud til at være en strømning i film og serier lige nu. Der er for nylig eksempelvis udkommet en film om Flemming »Bamse« Jørgensen, og for ikke så længe siden udkom en film om John Mogensen. Begge var vel kunstnere, som blev omtalt som folkelige på den negativt ladede måde. Hvad kommer den strømning af?
»De udfordringer, vi har i det globale samfund, gør, at vi kalder på, at kunsten indtager en anden rolle, og gør det uhåndgribelige håndgribeligt. Det er en bølge, der kommer fra folket og ikke fra kunsten, tror jeg. Vi ved, at vi skal samle os for at løse udfordringerne med eksempelvis klimaet, og vi leder derfor efter noget, vi kan samle os om.«
Det er manuskriptforfatter May Ilsøe, der tidligere har skrevet manuskripter til filmen »Margrete den Første« og tv-serien »Arvingerne«, som skal stå bag serien.
Optagelserne forventes at begynde i 2025.