Netflix har fuld fokus på diversitet, men en gruppe er helt glemt: »Vi bliver ikke regnet for noget«

Med 100 millioner dollar i ryggen kæmper Netflix hårdt for få flere nye ansigter både foran og bagved kameraet på deres produktioner. Men en gruppe mangler stadig, indrømmer tjenesten. »Vi er flere end medlemmerne af LBGT+-miljøet. Alligevel er vi totalt overset,« siger dansk ekspert.

Netflix-filmen »Forgive Us Our Trespasses« fortæller om de tusindvis af mennesker med handicap, der blev slået ihjel under Hitlers regeringstid. I kortfilmen lykkedes det en ung dreng at slippe fra nazisterne, der vil hente ham. Filmen er en af de få film, der skildrer handicap på Netflix.

Trods årelang og målrettet indsats for at få mere diversitet og inklusion halter verdens største streamingtjeneste stadig bagud på ét område. Det viser helt nye tal fra Netflix, der netop har offentliggjort resultaterne af deres indsats.

Inden for køn og etnicitet går det fremad. 55 procent af alle Netflix-film og serier fra 2020-2021 havde en kvindelig hovedrolle, mens 47 procent havde en hovedrolle, der kommer fra en såkaldt »underrepræsenteret etnisk gruppe«.