Gennem de seneste 30 år har Matthew McConaughey været en af Hollywoods største navne.
Han har vundet en Oscar, været forbundet med de største, og efter skoleskyderiet på Robb Elementary School i Uvalde i staten Texas, var det Matthew McConaughey, der besøgte Det Hvide Hus og gik i forbøn for mere regulering af skydevåben i sin hjemstat.
Det siger en del om McConaughey, at hans største professionelle udfordring var, at han så for godt ud. Da han blev castet til en af sine første roller i »Sidste vilde nat med kliken« (1993), var det på trods af hans pæne hud, brede smil og lyse krøller. Ikke på grund af det.
Men de senere år er den 53-årige amerikanske skuespiller gået en anden vej. Først udgav han selvhjælpsbogen »Greenlights«, og tirsdag aften lancerede han så sit første åbne onlineseminar, »The Art of Living«, hvor alle kunne deltage via YouTube og Facebook.
Det var der næsten 2,5 millioner mennesker, der gjorde. Heriblandt mig. Og det var en mærkelig oplevelse.
McConaughey med congas
»Se på dig selv. Sidder du også bare og hænger foran skærmen,« spørger den første vært, der toner frem på skærmen, og jeg tænker, at det må være et af de nemmeste spørgsmål at besvare under et onlineevent.
Findes der flere end en person, der dyrker yoga, mens vedkommende ser med, er verden for alvor blevet vanvittig.
Det er den sandsynligvis.
Der er både dåselatter og digitale klapsalver under de første par taler, men det går helt amok, da McConaughey endelig indfinder sig. Jeg har ventet i 45 minutter med først den navnløse kvindelige opvarmer og så iværksætteren Dean Graziosi, der fortæller, at McConaughey har skrevet dagbog i 30 år.
Graziosis primære budskab er, at vi kan lære af skuespilleren. Vi skal blot forpligte os til at blive hele dagen. Forpligtigelse er et nøgleord, forstår jeg, men bliver pludselig distraheret, da kameraet zoomer ud og viser McConaughey med en gigantisk conga-tromme mellem benene.
Hans skjortes tre øverste knapper er ikke knappet, men hvem tæller, når han stiller trommen væk, og der pludselig er fyrværkeri, klapsalver og enorme flammer, der ræser hen over skærmen i baggrunden, mens en guitar spiller riffet til »Let it burn«.
McConaughey er ikke længere skuespiller, han er guru med samme påtrængende energi som en krammeterapeut, og han kan ikke stoppe med at klappe. Hvis han klapper af sig selv, forstår jeg det godt, for det kræver godt nok sin mand at gøre sin egen entre så teatralsk.
Men nu takker McConaughey også mig.
Mig og de andre to millioner, der har valgt at bruge tiden sammen med ham. »Tak, fordi I ikke er dovne med jer selv,« siger han, og jeg ser ned på mine brune hjemmesko og tænker, at det trods alt ikke kræver alverden at tænde for sin pc på et givent tidspunkt.
Men McConaughey takker mig også for at »investere i mig selv«.
»Vi lever i vanvittige tider, vi leder efter fast grund under fødderne og en mening med det, vi gør,« siger han med sin velkendte sydstatsstemme, der får alt til at lyde som en opskrift på stegt kylling.
Han gentager, at der ikke findes nemme løsninger, for de er lige så unikke som vores problemer. Det, der gør mig sulten, giver en anden ondt i maven, forklarer McConaughey og opfordrer os alle til at betro os.
»Erkend hvorfor du er her? Den arrogante selvbevidsthed sniger sig nok ind på jer, men sig nej. Ræk hånden op og stå ved dig selv. Skriv det ned. Hvorfor er du her?«
Han genfinder sin conga og trommer løs, mens han læser op fra chatten: »Keep 'em comin, baby.«
En skriver, at han ikke er den mand, han gerne ville være. En anden, at han ikke stoler på sig selv. Jo længere ind i folks beskeder, vi kommer, desto mere fjerner vi os fra det falske tv-studie med dåselatteren og trommen.
En drømmer om at købe et hus til sin mor, så hun »endelig kan være stolt af mig«. En vil gerne holde op med at drikke. En tredje vil gerne finde styrken til at stå på egne ben, efter at familien har forladt ham.
»Amen to that«
Modgang er ikke ukendt for Matthew McConaughey. Hans forældre blev gift og skilt tre gange. Med hinanden. Faderen brækkede moderens fingre fire gange, hun brækkede hans næse med telefonrøret, mens hun forsøgte at ringe efter hjælp.
Da han fik sin første store filmrolle med »A Time to Kill« i 1996, inviterede moderen hele tv-hold indenfor. Foran kameraet fremviste hun blandt andet »den seng, hvor han mistede sin mødom til Melissa, hed hun vist«. Det belastede forholdet mellem mor og søn i adskillige år.
Succesen fik McConaughey til at havne i rendyrket hedonisme, skiftende partnere, stoffer og druk. Og så en dag opsøgte han en munk, der gav ham sindsro. I fire timer fortalte McConaughey munken om sine synder, og det eneste, munken svarede, var: »Me too.«
Matthew McConaughey får røde øjne, og hans stemme bæver, da han genkalder sig episoden. Vi er ikke alene med vores problemer, siger han og tilføjer: »Amen to that«.
McConaugheys filosofi handler om røde, gule og grønne lys. Et grønt lys gælder det, der er godt for vores fremtidige selv. Det bekræfter os og siger »mere af det«. De gule og røde lys er til de ting, der sætter os i stå.
McConaughey har selv fortalt om sin glæde ved korte slogans, som folk klistrer bag på deres biler. Bumper stickers, som man kalder dem, har stort set samme lixtal som Gajol-æske-poesi, men Hollywoods nye guru tror ikke på lange, indviklede teorier.
Han tror på at tage sig selv alvorligt, på at være tilgivende over for sine egne fejl og vise taknemmelighed over det, der går godt. Klassisk new age tilsat noget mersalg. Hvis man har 900 dollar, kan man købe sig et helt kursus med stjernen. Faktisk slår de over halvdelen af prisen. 400 dollar for at få mere af det gode i sit liv. Det lyder som en god handel.
Med Gwyneth som mentor
Eller også lyder det som en smart pengemaskine, der allerede er malket af Gwyneth Paltrow, der forlod Hollywood for at lancere livsstilssitet Goop i 2008. Blandt skuespillerindens mest omtalte produkter var et jadeæg, der skulle forny den seksuelle energi, hvis de blev placeret i skeden. Senere undersøgelser viste, at det snarere skadede både livmoderen og muskulatur, men Paltrow kan være ligeglad.
Med Goops hjælp er hendes formue steget til 200 millioner dollars og hendes brand er større end nogensinde. Ligesom McConaughey er hun larger than life. Alt andet end rudekuverter og deleordninger.
»Når du virkelig gør, hvad der tjener dig bedst, så tjener du også andre. Det er først, når du ser dig selv i øjnene, at du opnår en identitet,« siger McConaughey med den drævende kyllingestemme, og jeg er klar til at mene, at alt, hvad han siger, er mere genialt end banalt.
Men hvordan kan det egentlig hjælpe folk, der gerne vil købe et hus til mor, eller dem, der har mistet kontakten til deres familier? Paltrow og McConaughey sælger os drømmen om liv, som vi næppe kan tilkøbe via YouTube. Der er en indbygget ironi i, at de begge var i spil til at få hovedrollen i »Titanic«.
Et skib, der som bekendt primært reddede førsteklassespassagerer, men ikke lod de andre få plads i redningsbåden. Måske havde det været mere relevant med et kursus i at navigere i succes, blive Hollywood-stjerne og få en vaskebrætsmave. Det tror jeg faktisk godt, at Matthew må undervise mig i. Så ordner jeg hverdagen selv.
