Når drengen lægger et tæppe over sin sovende far, ved vi, at den er gal

AOK
Skærm
Anmeldelse

Hvem skal overtage dit barn, hvis du pludselig får en alvorlig sygdom? Ny film stiller svære spørgsmål, stort set uden ord.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Du er alene med dit barn, da sygdommen rammer. Og du ved, at du ikke bliver rask, før han er stor nok til at klare sig selv. Hvem skal overtage ham, opdrage ham i dit sted? Hvem kan være den næstbedste forældre?

Det er ikke nemme spørgsmål, der stilles i filmen »Nowhere Special« om den 34-årige vinduespudser og alenefar John (spillet af James Norton), der pludselig rammes af en ikkenavngivet sygdom. Hans ekskone er rejst og har efterladt John med parrets treårige søn og lommen fuld af spørgsmål, som faderen ikke har svar på.

Da Michael bliver syg, bruger John sin sidste tid på at finde en adoptivfamilie, der kan give drengen den fremtid, han ikke selv vil være i stand til.

Med børne-tv som erstatningsforældre

Vi er i Irland, hvor livet af en eller anden grund altid skildres gennem film om arbejdsklassen, der har halstatoveringer og gummisko som  fast uniform.  Det taler til filmens fordel, at den ikke svælger i klassebeskrivelsen, men insisterer på at fortælle en almengyldig historie om at ville det bedste for dem, vi forlader.

Da John går på jagt efter en passende adoptivfamilie, møder han en stribe middelklassepar, der stort set alle erklærer sig villige til at tage Michael til sig.

Johns ulykke sidder i hans blik, når han kigger på sin søn, og den sidder i den lille drengs rørende omsorg, når han lægger et tæppe over faderen, der sover på sofaen, mens børne-tv kører som erstatningsforælder i baggrunden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanbox.

Med deres korslagte ben og velmenende miner minder de om Tolstojs Anna Kareninas bud, der dikterer at »alle lykkelige familier ligner hinanden; men den ulykkelige familie er altid på sin egen måde ulykkelig.«

Mens parrene nemt glider sammen som en stor, ensartet medlidenhedshær, står John alene med sit tydelige blik, han sender sin lille søn. Og når han falder i søvn på sofaen, er det den treårige dreng, der lægger et tæppe over ham, mens børne-tv kører som erstatningsforælder i baggrunden. James Norton, der tit nævnes som den næste James Bond, er fantastisk som den blege men vedholdende far. Det er også hans fortjeneste, at filmen ikke kammer over.

Sygdomsfilm, der smitter

Sygdomsfilm er en ting nu, hvor instruktører og manuskriptforfattere forsøger at rejse et memento mori i form af historier om dem, der skal herfra, og hvordan de bruger den sidste tid. Det kan være svært at sige noget nyt eller vise os noget, vi ikke allerede har set.

»Nowhere Special« finder sin egen vej ved at tale meget lavt. Diagnosen gøres der ikke meget ud af, moderens fravær er mest bare tavshed. På samme vis er alle følelser skruet ned. Den tætte forbindelse mellem far og søn bliver mest vist gennem den omhyggelighed, som John lægger i at kæmme sønnens hår og skære alle hans vindruer i halve. En dårligere film havde råbt højere for at vise os det samme.

»Nowhere special« bygger på en virkelig historie, som instruktør og manuskriptforfatter Uberto Pasolini opdagede, da han så en avisannonce, hvor en syg far efterlyste en erstatsningsfamilie til sin søn.

I min skrivebordsskuffe har jeg selv lagt et papir med navne på dem, jeg håber vil tage over, hvis jeg ikke selv er her, til drengen bliver stor. Min proces var nok nemmere end Johns. Tankegangen er den samme og værd at tage for os alle. Også dem, der ikke er ensomme vinduespudsere i Belfast.

»Nowhere Special«. Drama. 96 minutter Instruktør: Uberto Pasolini. Medvirkende: James Norton, Daniel Lamont, Eileen O'Higgins m.fl. Premiere: 23. september i biografer landet over.