»A Man Called Otto« er en af den slags film, man godt kan blive irriteret på eller ligefrem arrig over, allerede inden man er nået ind i biografen. Historien er allerede glimrende fortalt i svenske Fredrik Backmans bestseller »En mand der hedder Ove« fra 2012 og så igen i 2016 i den svenske film af samme navn.
Er der virkelig grund til endnu en filmatisering? Og hvad er det med amerikanerne og deres evindelige, fantasiløse genindspilninger af europæiske film? Kan de da ikke bare lære at læse undertekster ligesom alle andre?
Forsøger selvmord
Så går filmen i gang. Den ekstremt gnavpottede pedant Otto (Tom Hanks) står op på slaget 5.30 og går i gang med at patruljere villakvarteret, hvor han bor. Han tjekker, at alle biler har en parkeringstilladelse (hængende fra spejlet, ikke andre steder!), flytter skødesløst henstillede cykler og gensorterer affald, der er placeret i de forkerte skraldespande.
Efter en kikset pensionsfest på sit job går han hjem, afmelder elektricitet og gas og skal så lige til at hænge sig, da han bliver afbrudt af en larmende mexicansk familie, der er ved at flytte ind i huset overfor og til Ottos store irritation ikke kan finde ud af at parallelparkere deres trailer.
Forudsigelig og formularisk
Her behøver man ikke at have læst bogen eller set den svenske film for at regne ud, at Otto nok ikke får begået selvmord. Og at han måske nok bløder op over for sine nye naboer. Og da han jager en herreløs kat væk fra sin veranda, ved vi også allesammen godt, hvem der ender med at tage sig af den kat.
»A Man Called Otto« er på mange måder forudsigelig, formularisk og egentlig også lidt corny og overdrevent sentimental. Alligevel er det svært ikke at holde af den. Tom Hanks er glimrende castet som den mavesure Otto, og det samme kan siges om Mariana Treviño som hans kaotiske, men sympatiske nabo, Marisol.
De mange flashbacks, der fortæller om Otto og hans forhold til sin nu afdøde kone, er egentlig ikke strengt nødvendige, vi kan godt regne ud, at hun er død, og at det nok er derfor, Otto er så livstræt – men de er alligevel medrivende, og Truman Hanks (søn af Tom) gør det glimrende som den unge version af Otto.
Den helt rette kur mod vinterdepression
Filmen afviger generelt meget lidt fra det svenske forlæg. Dog er den homoseksuelle karakter Mirsad erstattet af en transperson ved navn Malcolm. Men bare rolig Facebook-krigere, det fremstår ikke som noget påtvungen wokeness, men passer fint ind i handlingen – ligesom det er helt i tråd med filmens tone og Ottos personlighed, at han er flintrende ligeglad med Malcolms køn, men bliver dybt pikeret, da samme Malcolm vil købe en VW frem for en amerikansk bil.
Derudover er der ikke mange overraskelser, hvis man kender roman- eller filmforlægget, og i det hele taget er der ikke frygtelig mange originale tanker i fortællingen.
Alligevel er man en hård nyser, hvis man ikke får sig en tudetur eller to undervejs. Og måske er en banal, men hjertevarm fortælling om, hvordan små gode gerninger kan betyde noget stort i andre menneskers liv, lige det, der kan jage vinterdepressionen på flugt i et par timer?
»A Man Called Otto«. Komediedrama, 122 minutter. Instruktion: Marc Forster. Med: Tom Hanks, Mariana Treviño, Truman Hanks, Rachel Keller m.fl. Premiere 12. januar i biografer landet over.
