»A Man Called Otto« er en af den slags film, man godt kan blive irriteret på eller ligefrem arrig over, allerede inden man er nået ind i biografen. Historien er allerede glimrende fortalt i svenske Fredrik Backmans bestseller »En mand der hedder Ove« fra 2012 og så igen i 2016 i den svenske film af samme navn.

Er der virkelig grund til endnu en filmatisering? Og hvad er det med amerikanerne og deres evindelige, fantasiløse genindspilninger af europæiske film? Kan de da ikke bare lære at læse undertekster ligesom alle andre?