Efter 22 afsnit fordelt på fem sæsoner og ét særafsnit, hvor man selv kunne vælge handlingen, har den populære og anmelderroste antologiserie »Black Mirror« holdt en pause på tre år.
Men nu har Netflix annonceret en ny, sjette sæson af den britiske serie, og det er med store navne blandt de medvirkende. Rory Culkin, Salma Hayek, Aaron Paul (»Breaking Bad«) og Kate Mara er blandt dem, der skal spille med i den kommende sæson.
Hvert enkelt af seriens afsnit er sin egen historie, og kan ses uafhængigt af de andre. Det, der binder serien sammen, er et (ofte dystert), satirisk blik på den altomfavnende moderne teknologi.
Eksempelvis handler afsnittet »White Christmas« om en morder, der bliver idømt 1.000 års virtuelt fængsel i sit eget sind. Et andet afsnit fra en af de tidligere sæsoner hedder »Nosedive«. Det udspiller sig i en pastelfarvet verden, hvor alle mennesker konstant bedømmer hinanden på en skala fra en til fem stjerner.
Ud fra de mange bedømmelser udregnes en gennemsnitlig bedømmelse, som bestemmer den enkeltes plads i det sociale og samfundsmæssige hierarki. Her overføres ratingsystemet, som vi kender det fra Trustpilot og Google Maps, fra restauranter og virksomheder, altså til mennesker.
»Det siger næsten sig selv, at jagten på gode bedømmelser bliver et fængsel af falske gestikker,« skrev Berlingskes anmelder om afsnittet dengang.
Forvent det uventede

Bag serien står Charlie Brooker, der oprindeligt lavede de to første sæsoner til den britiske tv-kanal Channel 4, og som siden fortsatte med at lave »Black Mirror« for Netflix. Han siger til Netflix' eget medie, Tudum, at det for ham altid har været vigtigt, at historierne i hvert enkelt afsnit skulle adskille sig fra hinanden, og at seerne og han selv skulle blive ved med at blive overrasket.
»Det burde være en serie, der ikke let kan defineres, og som bliver ved med at genopfinde sig selv,« siger Charlie Brooker til Netflix, og fortsætter:
»Dels som en udfordring og dels for at holde serien frisk for både mig og seerne begyndte jeg denne sæson med bevidst at ændre nogle af mine egne kerneantagelser om, hvad man kan forvente.«
Han tilføjer, at serien stadig kommer til at have den klassiske »Black Mirror«-tone og -stil, men at temaerne i de nye episoder kommer til at blive mere varierede, end det tidligere har været tilfældet.
Man kan altså tilsyneladende forvente noget andet af »Black Mirror«, end det hidtil har været tilfældet.
Men da trofaste seere vil vide, at man aldrig rigtig har kunnet vide, hvor man har serien, er alt således ved det gamle.
»Black Mirror« har premiere i juni 2023. Netflix har ikke oplyst en præcis dato.
