Hold din smartphone op foran dig. Tryk på pauseknappen. Hvad ser du? Et lille sort spejl, der viser en dyster refleksion af dig selv. Det er også denne Narcissus-inspirerede symbolik, der ligger til grund for titlen på kult-TV-serien »Black Mirror«, der lige nu får tech-paranoiaen op i det røde felt hos TV-seere verden over.
Serien er en såkaldt antologi-serie, hvor hvert afsnit præsenterer sit eget selvstændige univers og afsluttede historie. Nye skuespillere, nyt plot, ny tone. Lidt ligesom litteraturens noveller. Fælles for dem er, at de alle udspiller sig i en nær dystopisk fremtid, hvor nutidens teknologier og medier er løbet løbsk. Og med dem alle os, der bruger dem.
Bag serien står den britiske satiriker Charlie Brooker. De to første sæsoner bestod af blot tre afsnit hver og blev oprindeligt vist på britiske Channel 4 tilbage i 2011 og 2013. Siden fik serien langsomt kultstatus på begge sider af Atlanten hos et større og større publikum, indtil Netflix sidste år besluttede sig for at poste penge i 12 nye afsnit, hvoraf de seks første netop er blevet frigivet.
Netop antologiformatet er én af nøglerne til seriens succes. Hvor der er noget trygt og bekvemt ved som seer at kunne vende tilbage til de samme karakterer og det samme miljø afsnit efter afsnit i det gængse seriedramaformat, så ved man aldrig, hvad man får, når man trykker play på et afsnit af »Black Mirror«.
Det eneste, man kan være sikker på, er, at det kommer til at være stærk kost, der får én til at tænke, længe efter at rulleteksterne har tonet ud på skærmen. Over de mange spektakulære twists og kinesiske æsker, der åbner sig. Over hovedpersonernes ofte ubarmhjertige skæbne. Men nok mest af alt over, hvordan vi både som enkeltpersoner, grupper og samfund bruger og forholder os til al den nye teknologi.
Langt ude
De fleste af os omfavner jo det teknologiske fremskridt og tager med begejstring de nyeste gadgets og sociale medieplatforme til os. Men vi ved i grunden ikke særlig meget om, hvad teknologien gør ved os på længere sigt. Ændrer den fundamentalt på den måde, vi omgås hinanden på? Er de mange skærme og informationer med til at erodere helt basale menneskelige egenskaber som empati og anstændighed?
»Black Mirror« undersøger disse spørgsmål på et væld af opfindsomme måder. Og de svar, serien kommer op med, får det som regel til at løbe koldt ned ad ryggen.
I det for serien lidt atypiske pilotafsnit, »The National Anthem«, bliver en populær britisk prinsesse kidnappet. I en gruopvækkende video, der lækkes på Youtube, kræver kidnapperne, at landets premiereminister dyrker sex med en gris på live-transmitteret TV. Hvis ikke han makker ret, dør prinsessen. I løbet af afsnittet følger vi parallelt det paniske spil i magtens kulisser, mediernes tvivlsomme håndtering af sagen samt den brutale pøbelmentalitet på de sociale medier.
Lyder det langt ude? I 2015 kom det frem, at virkelighedens britiske premiereminister David Cameron angiveligt havde haft seksuel omgang med en død gris under et optagelsesritual, da han gik på Oxford University. Cameron benægtede selvfølgelig historien, men der gik ikke længe, før flere begyndte at drage paralleller til »Black Mirror«. Vidste Charlie Brooker noget, som vi andre ikke kendte til? Eller var han bare profetisk?
Det er ikke den eneste gang, virkeligheden enten er ved at indhente eller minder om de dystre fremtidsscenarier i »Black Mirror«.
Afsnittet »Be Right Back« fra sæson to er en slags spøgelseshistorie om både sorgbearbejdelse og identitet i den digitale tidsalder. Her bliver en afdød mand genskabt som kunstig intelligens baseret på hans samlede digitale fodspor. En kompleks komposit af alt, hvad han nogensinde har søgt på online, skrevet i sms’er og kommentarfelter, sagt i telefonen, steder han har været osv.
Igen. Det lyder langt ude. Og så alligevel ikke. I sidste uge skrev Bloomberg Businessweek om en kvindelig programmør, der efter at have mistet sin gode ven har skabt chatbotten Replika, der gør hende i stand til at skrive sms’er med en kunstig intelligens baseret på tonen og sproget i den afdøde vens sms’er.
Hun regner med at udgive Replika som en app inden for et par måneder. Og så kan vi inden længe alle selv træne vores kunstige intelligens-avatar, så den fremstår så virkelighedstro som muligt, til den dag vi stiller træskoene og vores nærmeste i sorgens stund beslutter sig for at påkalde vores digitale spøgelse.
Ratingsystemet
Men det er ikke bare teknologisk, at »Black Mirror« har vist sig at være profetisk. Flere har også bemærket, hvordan sæson 2-afsnittet »The Waldo Moment« allerede i 2013 forudså Donald Trumps indtog på den politiske scene. I afsnittet lægger en komiker stemme til en blå animeret bjørn, der som et mediestunt fra sin TV-station-ejer stiller op til det britiske valg. Og som får succes ved at skide på reglerne, sige grimme ting om modkandidaterne og tale i underholdende overskrifter.
En slags vulgær udfordring af status quo uden politisk substans. Han opfordrer sågar den vrede pøbel til vold. Lyder det bekendt?
»Han er Waldo, for få uger siden blot en kultkarakter i et comedy show, i dag en officiel maskot for protestvælgere. Tegneseriefigurer spiller ikke efter regler, og Waldos åbenlyse foragt for modstanderne har åbenlyst ramt en nerve,« lyder introduktionen fra en TV-vært undervejs i afsnittet.
I første afsnit af den spritnye sæson har virkeligheden dog næsten overhalet »Black Mirror«. Afsnittet hedder »Nosedive« og udspiller sig i en pastelfarvet verden, hvor alle mennesker konstant bedømmer hinanden på en skala fra en til fem stjerner.
Ud fra de mange bedømmelser udregnes en gennemsnitlig rating, som bestemmer den enkeltes plads i det sociale og samfundsmæssige hierarki. Her overføres ratingsystemet, som vi kender det fra sites som Trustpilot og Yelp, fra restauranter og virksomheder, altså til mennesker.
Det siger næsten sig selv, at jagten på gode bedømmelser bliver et fængsel af falske gestikker. Al social interaktion bliver super positiv og anerkendende. Enhver negativ følelse eller uenighed må for enhver pris undertrykkes for at opretholde den nuværende rating eller stige i graderne.
Mennesket og teknologien
Det vanvittige er, at to canadiske kvinder ifølge en artikel i Washington Post allerede i september sidste år havde lanceret app’en Peeple, der var bygget op om præcis samme koncept: Bedømmelser af andre mennesker uden samtykke. Vi kan så trøste os med, at app’en blev mødt med fordømmelse fra stort set alle sider og ikke lader til at være tilgængelig længere.
Allerede dengang bemærkede kritikerne, at app’en lød så langt ude, at den måtte være taget ud et afsnit af netop »Black Mirror«. Hvor langt manuskriptforfatterne var med »Nosedive« på det tidspunkt, melder historien ikke noget om. Men bare det, at to mennesker vil forsøge at søsætte et så usmageligt koncept, siger meget om, hvorfor vi har brug for en serie som »Black Mirror«.
Det synes netop at være en af seriens centrale pointer. At det ikke som sådan er teknologien, den er gal med. Problemet er snarere os mennesker. Det er os, der skaber den. Det er os, der bruger den. Det er os, der lokkes ind af de smukke interfaces. Det er os, der gerne vil have alle de anerkendende likes og følgere. Det er os, der gerne vil underholdes. Det er os, der gerne vil se vores fjender bløde.
»Black Mirror« er et spejl, vi kan se mareridtsversionen af os selv i. Og det forvrængede spejlbillede kalder i dén grad på eftertanke: Hvad gør teknologien ved os? Hvor er vi på vej hen? Hvad giver vi køb på? Er det overhovedet muligt endsige hensigtsmæssigt at forsøge at bremse udviklingen?
Det er spørgsmål, som nok summer i vores baghoveder, men som vi oftest glemmer at stille os selv. Måske fordi vi ikke bryder os om svarene. Eller også er det bare, fordi vi enten har travlt med at skrige vores forargelse ud i endnu en shitstorm på Facebook eller er i gang med at jage likes på vores seneste selfie fra det gode liv.
Men hvis du ellers kan vriste dig fri et øjeblik, så tag da lige et kig i det sorte spejl. Altså TV-serien. Den er ikke mere end et par klik væk. Du kommer helt sikkert til at kunne genkende dig sig selv. Og det er lige præcis det, der gør »Black Mirrors« dystopier til så skræmmende - og nødvendig - en oplevelse.