»Et smykke over Øresund.« Der bliver hverken sparet på krudtet eller den højstemte poesi i den TV-reklame, som i øjeblikket kan ses inde i fjernsynets reklameblokke. Medgivet: Broen over det stræde, der adskiller Sjælland og Skåne, er smukkere end de fleste andre broer. Den føjer sig smukt ind i landskabet: himlen foroven, vandet forneden, broen midtimellem. De himmelstræbende pyloner vokser sig større og større, stejlere og stejlere, i takt med at man nærmer sig dem. Følg dem med øjet, og mærk storheden, når du suser under dem i bil. På afstand ligner de jo nærmest master og sejl på de skonnerter, der gennem århundreder er sejlet gennem farvandet på deres færd mellem Østersøen og verden udenfor.
Den fotogene bro blev da også verdensstjerne, da TV-serien »Broen« – selv et eksempel på et dansk-svensk samarbejde – blev en succes kloden rundt.