De studerende i Det Kongelige Danske Kunstakademis gård ryger i spredte smågrupper. De vil ikke tale. Det giver ingen mening.
Omkring dem fyger det med beretninger om en decideret frygtkultur, hvor en radikaliseret gruppe »minoritetsgjorte« dikterer normerne i overensstemmelse med tidsånden, mens andre manisk-woke tilpasser sig, af angst for evig udstødelse, eller går på listefødder for ikke at snuble i usynlige magtstrukturer.