Iben til Casper i nyt program: »Du har aldrig sagt undskyld«

Casper Christensen vil i interviewserien »All Exclusive« gerne skabe en ny form for ærlighed. Trods virkningsfulde øjeblikke i åbningsafsnittet med Christensens ekskæreste Iben Hjejle er der stadig meget at arbejde med.

»En af jer er mere parat til at komme den anden i møde.«

Mikael Bertelsen hiver fat i Casper Christensen og Iben Hjejle, efter at vi har overværet dem mødes i en skov et eller andet sted i Portugal. Vi kan se dem, men vi kan ikke høre, hvad de siger til hinanden. De har fået afmonteret deres mikrofoner efter ønske fra Casper Christensen. Han har noget, han godt vil sige til Iben, som ikke kommer resten af verden ved.