Kærlighed er på en gang det enkleste og den mest komplicerede af menneskelige indstillinger.
Sådan skriver kritikeren Thomas Bredsdorff i Den Store Danske Encyklopædi og forklarer dermed, hvorfor der laves så mange romantiske komedier. Selvom vi har fundet løsningen på alt muligt andet, kan vi stadig ikke få kærligheden til at gå op. At to mennesker skal blive sammen er både enormt enkelt og ekstremt kompliceret.
Det er det hjerteformede dilemma, som to af ugens premierefilm træder ind i. I den tyske film »Drømmemanden«, (originaltitlen er »Ich bin dein Mensch«) er Alma (Maren Eggert) for længst holdt op med at tro på kærligheden. Hun er i stedet gået i en slags symbiose med sit arbejde, mens hun forsager småborgerlige sexfantasier og hyggesnak. Hendes forskningsprojekt kredser om poesi, men hendes liv er tørt som en ligning.
Da hun bliver bedt om at teste en kærlighedsrobot, der er udviklet til at matche hendes præcise behov, siger hun modvilligt ja. Toms (Dan Stevens fra »Downton Abbey«) algoritme er designet til at få hende til at forelske sig i ham, så da hun kommenterer, at han taler tysk med britisk accent, forklarer han, at hun foretrækker mænd, der har et international islæt, men ikke er for eksotiske. Alligevel stritter Alma imod. Der er noget ved hele konceptet, der er forkert. Hun spørger sig selv, om kærligheden nu også er lig med at få opfyldt alle sine behov.
Kærligheden er måske mere et kollektiv med to mennesker, der udfordrer hinanden. »Gør noget overraskende eller noget dumt«, siger hun til robotten. Det kan han ikke. Til gengæld serverer han champagne på kanten af hendes badekar. »93 procent af alle tyske kvinder drømmer om det her,« fortæller Tom. »Gæt hvilken procentdel, jeg tilhører,« svarer Alma.
Helt så mange modhager er der ikke i amerikanske »Marry Me«, der på flere måder er en lang reklame for drømmen om den eneste ene og for Jennifer Lopez' fantastiske plastikkirurg. Og ja, det er ufint at nævne, men fordi filmen konstant kredser så meget om Lopez, der virkelig har formået at transcendere enhver alder, er det alligevel ikke helt uvæsentligt.
Alt er lækkert
Lopez spiller en succesfulde sangerinde, der ser lækker ud, danser lækkert og hedder Kat Valdez, selvom det havde været nemmere at kalde hende Jennifer Lopez. Hun er kæreste med en lige så succesfuld, lækker mand, og sammen har de lavet singlen »Marry Me«, der selvfølgelig skal markedsføres via en kombineret koncertbryllup.
Lige før showet ruller, opdager Lopez, at hendes tilkomne har været hende utro. I stedet for at sige ja til ham, vælger hun derfor en helt anden og meget tilfældig gæst ved en af sine koncerter. Det giver ingen mening, men devisen må være, at eftersom den ene er en idiot, kan den anden kun være bedre. Det er lidt svært at forstå. Faktisk tror jeg heller ikke, at filmen selv forstår den.
Den har mere travlt med at køre Owen Wilson i stilling som verdens mindst sandsynlige kærlighedsmatch. Owen spiller matematiklæreren Charlie Gilbert, der er belastet med så tørre og dårlige replikker, at de fleste rige kvinder nok ville betale for at slippe af med ham.
Pointen er selvfølgelig, at han repræsenterer det rolige og almindelige liv, som Lopez savner, mens hun kan sparke lidt liv i ham og hans kedelige vittigheder. At filmen insisterer på at tage så mange af dem med, er i sig selv en dårlig joke. Charlie Gilberts bedste ven spilles af Sarah Silverman, der ikke bruges til meget andet end at være irriterende og forblændet af Jennifer Lopez.
Nostalgi på dåse
Det kunne måske have været sjovt, hvis Silverman var rendt med matematiklæreren, eller – endnu bedre – hvis hun var rendt med Lopez. Det ville give mening til den ret påklistrede feminisme, som Lopez forsøger at komme af sted med. Men sådan går det ikke.
»Marry Me« er så nostalgisk og tilbageskuende, at man føler, at man har gennemskuet pointen allerede fra begyndelsen. Det giver måske god mening for de coronaudmattede singler, der ikke bare skal trækkes med nedlukning og Tinder, men også med en endeløs parade af film, der bilder dem ind, at kærlighed kan opstå hvor som helst og hele tiden. Det er jo ikke helt forkert, men det virker forkert, sådan som det præsenteres i »Marry Me«.
»Drømmemanden« er et langt bedre bud på en kærlighedskomedie. Det er jo rigtigt, at vi ikke altid ved, hvad vi vil have. Det er noget af det, der er så pokkers forvirrende. Her bliver det tilmed serveret så sjovt, at man næsten forelsker sig i robotten. Jeg vil i hvert fald hellere flytte sammen med den end med både Jennifer Lopez og Owen Wilson.
»Drømmemanden«. Komedie. Tyskland. 102 minutter. Instruktør Maria Schrader. Medvirkende. Maren Eggert, Dan Stevens, Sandra Hüller m.fl. ★★★★☆☆
»Marry Me«. Komedie. 112 minutter. USA.Instruktør: Kat Coiro. Medvirkende. Jennifer Lopez, Owen Wilson, Maluma, Chloe Coleman, Sarah Silverman m.fl. ★★☆☆☆☆
