I begyndelsen af 90erne fik en ung kvinde i sort undertøj trafikken til at gå i stå, feminister til at klage og plakaternes ophavsmænd, den svenske modegigant H&M, til at indsætte gadevagter.
Den unge kvinde var fotomodellen Anna Nicole Smith, der var så populær, at man for første gang oplevede, at folk stjal de ophængte plakater, som nordiske feminister ellers kaldte kvindefjendske. Kampagnen fik salget hos H&M til at eksplodere. Fra 1989 til 1994 gik tøjkæden fra at omsætte fra 5,5 til 13,5 milliarder kroner. I dag kan plakaterne købes online for ublu priser.
Alt dette på grund af den høje, fyldige model, der døde i 2007, kun 39 år gammel.
Nu skal hendes historie fortælles af Netflix, der helt i tidens ånd er ved at give mæle til alle dem, verden savlede over. Først var det Britney Spears' historie, der skulle vises frem, og så var det Pamela Andersons. Nu er turen kommet til undertøjsmodellen fra Texas.
Når andre gætter sig frem
Anna Nicole Smith blev født som Vickie Lynn Hogan i en almindelig amerikansk familie i Mexia, Texas. I tilbageblik husker hun barndommen som ensom og ulykkelig, mens moderens beretning er, at Vickie allerede som stor pige havde en hale af mandlige fans efter sig. Det er blot en af mange modsætninger i dokumentaren.
Vickie bliver tidligt gift, får en søn og et job som stripper, der giver hende muligheden for at forlade barndomshjemmet. Hun skifter navn og hårfarve og ender i mandebladet Playboy og som model for blandt andre jeansmærket Guess, der gerne vil gøre denim mere sexet.
En fascinerende historie eller bare en kvindes vej væk fra barndomshjemmet? Netflix synes tilsyneladende det første, måske synes de også, at det er mere interessant, end vi andre gør.
Det er ikke første gang, at kvinder bruger deres gode udseende til at komme ud af fattigdom, så der skal flere refleksioner til, før historien berettiger til en timelang dokumentar. Det bliver ikke bedre af, at dokumentaren har valgt at bruge en hær af kilder, der allesammen gætter sig frem, når de forsøger at motivanalysere for den afdøde hovedperson.
14 millioner på modetøj
Er alles historier værd at fortælle? Som minimum kræver det en god redigering. »Anna Nicole Smith – You Don't Know Me« har forsøgt at tage det hele med, men de har misset den afgørende ting, der gør hende mest interessant, nemlig ægteskabet med den 86-årige milliardær J. Howard Marshall, som hun møder i stripklubben.
Omverdenen har svært ved at forstå, hvad den høje, blonde model vil med »den lille gamle nisse«, og Marshalls søn gør sit bedste for at understøtte historien om, at hun kun har giftet sig for penge. I en blodig retssag om hans efterladte værdier bliver hun skildret som en golddigger, der har formøblet 14 millioner dollars på stiletter og modetøj.
Var hun virkelig forelsket i en mand, der var 63 år ældre, og i det meste af deres forhold sad i kørestol? Eller bankede hendes hjerte mere i takt med de milliarder, som ægtemanden havde tjent i olieindustrien?
Selv siger hun, at deres forhold ikke beroede på begær, men på taknemmelighed.
»Det var ikke en jeg elsker din krop-kærlighed, men mere en taknemmelighed for alt, hvad han har gjort for mig og min søn,« fortæller hun, inden hun giver sig i kast med en ret uskøn opremsning af de ting, hun har brug for, og som betyder, at de millioner, hun allerede havde fået, ikke var nok.
Modpartens advokat lod hende bare tale. Med den slags udtalelser var der ingen grund til at gå i kødet på hende.
Ville far forgribe sig?
En god biografi bygger ikke nødvendigvis på et begivenhedsrigt liv, men på en særlig evne til at bemærke de begivenheder, der er.
Ved at skøjte henover Anna Nicole Smiths historie gør man alle hendes erfaringer ligegyldige som en lang række tabloidfoto, der kunne være fra enhver andens liv. Ligesom Britney Spears og Pamela Andersen havde Anna Nicole Smith også sine erfaringer med en nedladende sladderpresse og en fortabt faderfigur.
Men hendes historie har ikke den juridiske dom, der fastholdt Britney, den har ikke Pamela Andersens charme. I denne dokumentar er Anna Nicole Smiths liv reduceret til løse tråde og manglende sammenhænge. Den er et testamente over en tid, der påstår, at vi alle har en historie, der er værd at fortælle, men som ikke for alvor har gjort op, hvad den vil med den fortælling.
Det er en tragedie, både for den afdøde hovedperson og for alle os, der gerne vil blive lidt klogere.
Mod slutningen af dokumentaren skifter historien tone og bliver et direkte angreb på sin hovedperson, der anklages for at lyve om sin baggrund og stjæle andre folks fortællinger. Et værdigt eftermæle?
Måske havde alle været bedre tjent med en bedre og mere fokuseret dokumentar om en kvinde, der ikke fremstilles som meget andet end en pæn og lidt tom dulle, der gik efter at tjene så mange penge som muligt. Og hvorfor så fortælle historien?
»Anna Nicole Smith – You Don't Know Me«. Dokumentar. Varighed: En time og 57 minutter. Netflix
