Jeg burde have været rasende.
Sådan siger enkemanden Rex, når han tænker tilbage på tiden efter hans kone død. I stedet for at rase tog han lægens dom på sig, passede sin elskede og sagde sit farvel. Bagefter sidder enkemanden som et ekko af digteren Dylan Thomas og ærgrer sig over, at han ikke tydeligere gav udtryk for sin vrede og sin afmagt.
»Rage, rage against the dying of the light«.
Rex er egentlig bare en bifigur i »Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd«, der er så britisk, at hver eneste scene dufter blidt af te, slumretæppe og haveroser. Hovedpersonerne er Harold og Maureen (spillet af Jim Broadbent og Penelope Wilton), der lever deres regelmæssige liv blandt de beigefarvede vægge i Devon, indtil Harold pludselig modtager et brev fra en tidligere kollega, der ligger for døden.
Beskeden gør indtryk på Harold, der beslutter sig for at gå 600 kilometer til det hospice i Berwick-upon-Tweed, hvor Queenie (Linda Bassett) er indlagt. Døden gør alle magtesløse, det samme kan livet gøre. Men Harold Fry vil ikke give op.
Følelser under tøjet
Historier om almindelige mennesker, der får den daglige ro forstyrret på en måde, der får dem til at revurdere hele deres tilværelse, er ikke sjældne. Sidste års »A Man Called Otto« lod Tom Hanks være gnavpotten, der får roen forstyrret af nye naboer og opdager, at hans sjæleliv er frosset fast i ensomhed. »The Bucket List« kunne være en anden.
I modsætning til de to film er »Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd« dog ikke historien om den uforudsete hændelse, der får os til at opdage værdien af venskab og sammenhold. Både Harold og Maureen har affundet sig med de tab, livet har påført dem. Det er ikke et hjem, hvor følelserne sidder udenpå tøjet. Selv den tragedie, de sammen har oplevet, er dækket til af høflig tavshed.
Af samme grund er Harolds vandring i større grad en rejse ind i ham selv og i de følelser, der gik tabt på vejen, mens han og Maureen blev ældre. Hun spilles i øvrigt med varme og forvirring af Penelope Wilton, der ikke overbruger sine virkemidler, men skildrer Maureen som en kvinde, der har lært at lukke ned for sig selv.
Når Harold modtager et brev fra sin kvindelige kollega, reagerer hun ved at spørge, om han vil stille havestolene frem. Det er hendes bortvendte blik, hendes lidt hastigere fumlen med bestikket, der viser, at hun tænker mere end det.
Ligesom Harold har hun mistet grebet om sig selv, og dermed også om det, der er vigtigst, hvis man vil nå andre. »Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd« er ikke et quickfix, den lover ingen forløsning. Det er således heller ikke mødet med den døende kollega, der er det mest gribende i filmen.
Det er Harolds egen indsigt i alt det, han har mistet, og dem, han har svigtet, når de havde brug for ham. Det er ærlig talt svært at holde tårerne tilbage, når Harold når sit mål. Ikke det, der var på et hospice i Nordengland. Men det, der ligger indeni ham, og som han har forsømt alt for længe.
»Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd«. Drama. Varighed: 108 minutter. Instruktør: Hettie Macdonald. Medvirkende: Jim Broadbent, Penelope Wilton, Joseph Mydell, Linda Bassett med flere. Premiere i biografer over hele landet.
