På den populære streamingtjeneste Netflix kan du se de seneste serier og film med verdens største stjerner.

Men i Storbritannien var det hverken den nye – utroligt populære – sæson af megahittet »Squid Game« eller julefilmen »Love Actually«, der tog prisen som det mest populære show i julen.

Derimod var det Netflix-pejsen »Crackling Birchwood Fireplace (knitrende pejs med birketræ, red.)«, der tog prisen som det mest sete på Netflix, da briterne fejrede jul den 25. december.

Det skriver The Guardian.

Med den virtuelle pejs kan man streame en knitrende pejs, der brænder i en times tid. Og derudover kan man vælge flere forskellige udgaver.

Hvis du er glad for serien »Bridgerton«, kan du vælge en sådan udgave, og hvis du vil have uhyggen fra Squid Game ind i stuen, kan du vælge en Squid Game-inspireret pejs.

Derudover er der også den tidligere nævnte pejs med birketræ, hvis man vil have et alternativ til den klassiske »Fireplace for Your Home: Classic Crackling Fireplace (pejs til dit hjem: klassisk knitrende pejs, red.)«, som lader til at være lavet med egetræ.

Også populært i Danmark

Og som nævnt har det altså været rasende populært i julen.

Således lå birketræ-udgaven nummer et i Storbritannien 25. december, mens den klassiske udgave lå på tredjepladsen som det mest sete på Netflix.

Også i Danmark har det været populært at tænde for pejsen, så at sige.

Pejsen med birketræ ligger på en fjerdeplads over de mest sete show i indeværende uge, mens den klassiske pejs ligger på en ottendeplads.

Udgaven med birketræ lå desuden nummer ét på Netflix i Canada og på andenpladsen i USA.

Efter et par dage er populariteten godt nok aftaget lidt. Men fredag er de to virtuelle pejse stadig populære.

Således ligger de stadig i top ti i Storbritannien – på henholdsvis sjette- og niendepladsen.