Det tidligere Zulu Sommerbio, hvor der blev vist film for åben himmel flere steder i landet, blev i 2020 aflyst på grund af covid-19.
Siden da har der i det hele taget været færre open air-filmarrangementer, men filmfans går en sommer i møde, hvor det er muligt at se film udendørs.
Tivolis Film på Plænen viser hver søndag i juli danske film, der skal trække publikum ind i den gamle have.
2. juli kan man således se »Den eneste ene«, og siden følger »Kærlighed ved første hik« (9. juli), »Rose« (16. juli), »Italiensk for begyndere« (23. juli), mens programmet slutter med Thomas Vinterbergs Oscar-vindende »Druk«, der kan ses 30. juli.
»Film på Plænen er en dejlig afslutning på ugen i Tivoli efter en masse koncerter, forestillinger, standup og andre kulturoplevelser. Så er det rart at skrue tempoet ned søndag aften og slappe af med en god film under åben himmel, mens mørket falder på, og Tivolis lys tændes,« siger Frederik Wiedemann, der er kulturdirektør i Tivoli, i en pressemeddelelse.
Udover Tivoli afholder Cinemateket Open Air-filmvisninger i hele landet. I København vil det foregå på Skjolds Plads på Nørrebro 10., 11. og 12. august, hvor der bliver vist henholdsvis »Viften«, »Verdens værste menneske« og »Apolonia, Apolonia«.
Filmene har det til fælles, at de alle tre har haft premiere inden for det seneste års tid, og at de alle har fået gode anmeldelser i Berlingske.
Cinemateket viser også film i Aalborg, Aarhus, Kolding, Odense, Svendborg, Vejle og i Ølstykke.
I Byparken i Ølstykke bliver der torsdag 3. august vist »Retfærdighedens ryttere«, og fredag 4. august vises »Elvis«. Det fulde program for alle byerne kan ses på Cinematekets hjemmeside.
Skandinaviens første drive-in-biograf, Lynge Drive in Bio, holder selvfølgelig også åbent denne sommer, og skulle man have lyst til at se film under åben himmel allerede i denne weekend, kan man se »Indiana Jones and the Dial of Destiny«, »Fast and Furious X« og »Underverden 2«, som alle tre begynder klokken 22:30.