Første film trak 750.000 danskere i biografen. Nu kommer opfølgeren, og den tager fat på et overset emne

»Hvidstengruppen II – De efterladte« sætter fokus på de ægtefæller der blev hjemme i modstandskampen. Resultatet er en film, der er kompromisløst grå i sin fremstilling af menneskelige lidelser.

Fire danske modstandskvinder fejrer jul i et tysk fængsel. Deres juletræ er en grankvist, og de har en stump stearinlys til at lyse deres fælles celle op med.

Man kan undre sig lidt over, at Nordisk Film, inden coronaen skubbede filmen, valgte at sende »Hvidstengruppen II – De efterladte« i biografen på den klassiske julefilmsdato 25. december. Det er en drøj fortælling om grusomhed, ydmygelse og smerte. Det er en film, der nægter at gå på kompromis med sin egen sobre trøstesløshed, og det skal dens skabere have respekt for, men julestemning er der ikke meget af.