Filmen bliver kaldt et mesterværk og en nyklassiker. Men Berlingskes anmelder forstår intet

»Everything Everywhere All at Once« bliver kaldt både et mesterværk og en nyklassiker, men kræver sandelig en høj tolerance for talende vaskebjørne, slåskampe med dildoer og folk med pølser i stedet for fingre.

 
»Everything Everywhere All At Once« føles i det hele taget som sidde i en meget hurtig rutsjebane, der kører rundt og rundt og rundt. I princippet meget sjovt, men også temmelig udmattende og i længden egentlig ret ensformigt. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Dan Kwan og Daniel Scheinert spillefilmsdebuterede i 2016 med den mildt sagt absurde »Swiss Army Man«, hvori en mand på en øde ø bliver venner med et pruttende lig spillet af Daniel Radcliffe (Harry Potter, du ved), hvis erigerede penis fungerer som en art kompas.

Således var jeg da forberedt på, at deres nye film »Everything Everywhere All at Once« næppe ville være af den helt traditionelle slags.

I et alternativt univers i filmen har Jamie Lee Curtis (tv) og Michelle Yeoh pølser i stedet for fingre. Det er vist et temperamentsspørgsmål, om man synes, det er genialt. Fold sammen
Læs mere
Foto: UIP.

Kaldt et mesterværk

Alligevel gjorde jeg noget, da jeg forlod biografen, som jeg ellers aldrig gør: Googlede filmen og læste nogle af de amerikanske anmeldelser. Mest for at se, om det kun er mig, der slet, slet ikke kan se fidusen. Det er det tilsyneladende mere eller mindre. Filmen har i skrivende stund 96 procent positive anmeldelser på rottentomatoes.com, et site, der samler filmanmeldelser, og bliver lystigt kaldt både et mesterværk og en øjeblikkelig klassiker.

Film er ikke en eksakt videnskab, og om man kan lide dem eller ej er jo selvfølgelig et spørgsmål om smag, men lige her forstår jeg simpelthen ikke, hvad folk gakker sådan ud for.

Hektisk dag

Anyway: Michelle Yeoh spiller Evelyn Wang, der har en mildt sagt hektisk dag. Hun bor ovenpå et vaskeri, hun ejer, og der er ballade med kunderne, hun er ved at samle kvitteringer, fordi hun skal til torskegilde hos skattevæsenet, hun skal have afgjort med sig selv, om hun skal fortælle sin far (James Hong), at hans barnebarn (Stephanie Hsu) er lesbisk, og hendes mand, Waymond (Ke Huy Quan – der som barn spillede Short Round i »Indiana Jones og templets forbandelse«!), vil i øvrigt skilles.

Til torskegildet er skattemedarbejderen Deidre Beaubeidra (en herligt ublufærdig Jamie Lee Curtis med topmave og grå page) på krigsstien, og i det hele taget går Evelyns liv fra træls til værre.

Men så bliver det til gengæld vendt helt på hovedet. Waymond … eller en alternativ version af Waymond fortæller, at han er fra et alternativt univers, og at der i øvrigt er utallige versioner af Evelyn og Waymond i utallige alternative universer. Nå ja, og Evelyn skal forresten redde verden.

Helt sin egen

Alternative universer er ikke i sig selv en sindsoprivende original idé, det er for eksempel også et tema i den biografaktuelle »Doctor Strange In The Multiverse of Madness«, i alle »Matrix«-filmene og på mere afdæmpet vis i »Sliding Doors«. Alligevel er »Everything Everywhere All at Once« bestemt sin egen, det må man give den. Men ikke nødvendigvis på den gode måde.

Man skifter fra univers til univers ved at gøre noget, der er statistisk helt usandsynligt, at man ville gøre, og det omfatter blandt andet at spise snot, at tisse i bukserne, hoppe op på en buttplug og lave samlejebevægelser mod en lampe.

I de forskellige universer er Evelyn blandt andet en kung fu-mester, en blind sangerinde og en feteret filmstjerne, men der er også et univers, hvor hun er en talende sten, et univers, der er en art kopi af »Ratatouille«, bortset fra at rotten er erstattet med en talende vaskebjørn og minsandten også et univers, hvor alle har pølser i stedet for fingre, og hvor Jamie Lee Curtis’ karakter spiller klaver med tæerne.

Michelle Yeoh spiller alle sine roller med stor overbevisning, men det er godt nok svært at engagere sig i skidtet. Fold sammen
Læs mere
Foto: UIP.

Dadaistisk mareridt

Der er også nogen, der slås med kæmpedildoer og noget med en stor bagel, der er ved at suge hele verden til sig, men her skal jeg tilstå, at jeg begyndte at miste interessen, så jeg kan have misforstået noget. Det er i hvert fald utrolig hektisk og virkelig fjollet.

Selvom filmen rent visuelt er spændende, udvikler den sig simpelthen til at blive et dadaistisk mareridt, hvor det er utrolig svært at engagere sig i og interessere sig for karaktererne.

»Everything Everywhere All At Once« føles i det hele taget som sidde i en meget hurtig rutsjebane, der kører rundt og rundt og rundt. I princippet meget sjovt, men også temmelig udmattende og i længden egentlig ret ensformigt.

I det sidste kvarter bliver tempoet endelig sat ned, og der er en vældig sympatisk pointe om vigtigheden af empati, men det føles som en utrolig lang og trættende vej frem mod en ret banal pointe. Men jeg kan tage fejl …

»Everything Everywhere All At ONCE«. Science fiction, 132 minutter. Instruktion: Dan Kwan, Daniel Scheinert. Med: Michelle Yeoh, Ke Huy Quan, Stephanie Hsu, Jamie Lee Curtis m.fl. Premiere 12. maj i biografer landet over.