Fem stjerner til ny Spider-Man: Svært at forlange mere af en superheltefilm

»Spider-Man: No Way Home« er ren fan-service og gider end ikke at lade som om, at nye seere kan begynde her. For inkarnerede tilhængere har filmen til gengæld alt, hvad man kan drømme om.

 
»Spider-Man: No Way Home«. Premiere 16. december i biografer landet over. Video: SONY Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Advarsel: Denne anmeldelse kan indeholde en enkelt information, du ikke vil have. Men hvis du følger med i Spider-Mans liv og levned, har du nok opdaget det allerede.

Uanset, hvad man måtte mene om superheltefilm, må man tage hatten af for Marvel Studios.

Marvel Cinematic Universe er med et globalt billetsalg på 23 milliarder dollar verdens største filmfranchise – og det med komfortabel afstand til nærmeste konkurrent. Dermed kunne man foranlediges til at tro, at succesen er kommet i hus ved at lefle for laveste fællesnævner og ved at producere film, alle kan følge med i.

Men nej. I stedet har serien i højere grad kælet for sine fans med utallige easter eggs, cameos og konstante referencer til tidligere film i serien, hvor man er med i klubben og nikker indforstået til hinanden eller også til tider bliver hægtet af.

I den 27. film i serien, »Spider-Man: No Way Home«, er man gået all-in på nørderi.

Hvis man vil have det fulde udbytte og forstå alle referencer, bør man som minimum have set – og hold nu fast – de to tidligere »Spider-Man«-film med Tom Holland, alle tre »Avengers«-film, Sam Raimis Spider-Man-trilogi fra 2002 til 2007, de to »Amazing Spider-Man«-film med Andrew Garfield i titelrollen samt Netflix-serien »Daredevil«. Og så muligvis et par stykker mere, jeg har glemt i farten. Har man aldrig set en Marvel-film, er der ikke andet at sige, end at man ikke vil fatte en brik.

Det vælter frem med kendte skurke

Nå, men for alle os, der er med i hulen: »Spider-Man: No Way Home« indleder præcis, hvor forgængeren, »Spider-Man: Far From Home«, slutter. Spider-Mans identitet som Peter Parker (Tom Holland) er afsløret, og via nogle ikke videre velunderbyggede tv-nyheder får han skylden for et droneangreb i London.

Trods den lidt dystre start udspiller første halve time sig alligevel som en lettere overgearet komedieserie. På den fede måde.

Herefter bliver armbevægelserne store, og man skal holde tungen lige i munden. I et forsøg på at hjælpe sine venner, beder Parker Dr. Strange (Benedict Cumberbatch) om hjælp. Forsøget på at få folk til at glemme Spider-Mans sande identitet går dog helt galt, og i stedet vælter det frem med kendte skurke som Doctor Octopus (Alfred Molina), Green Goblin (Willem Dafoe) og Electro (Jamie Foxx).

Men – og nu bliver det skørt – benævnte superskurke er fra de to tidligere serier af Spider-Man-film med henholdsvis Tobey Maguire og Andrew Garfield i hovedrollerne. Og sandelig om ikke Maguire og Garfield også dukker op som … ja, Spider-Man. Og Spider-Man.

Her kunne man frygte, at metalagene var stablet så højt, at hele plottet ville brase sammen, men det sker simpelthen ikke.

Menneskelig film

Spider-Man har altid været den mest menneskelige af Marvels superhelte. »Spider-Man: No Way Home« har da også masser af fremragende actionscener og er en af de mest humoristiske Marvel-film, men den taler bemærkelsesværdig meget til følelserne.

Der er således mindst to scener, hvor man med garanti får en lille tudetur, bromancen mellem de to »gamle« Spider-Men er både sjov og overraskende rørende, og filmen giver et interessant take på Spider-Mans klassiske mantra: »With great power comes great responsibility«.

Jo, jo, der er et par plothuller hist og her, men grundlæggende er »Spider-Man: No Way Home« virkelig sjov, den taler til den indre teenager, der godt kan lide, at det eksploderer og går lige i hjertet. Så kan man ikke rigtig forlange mere af en superheltefilm. Og så er det bare ærgerligt for alle dem, der endnu ikke er stået på Marvel-toget.

»Spider-Man: No Way Home«. Action, 150 minutter. Instruktion: Jon Watts. Med: Tom Holland, Zendaya, Benedict Cumberbatch, Willem Dafoe med flere. Premiere 16. december i biografer landet over.