Er serieskaberne ved at løbe tør for krudt?

AOK
Skærm
Anmeldelse

Den nye og femte sæson af »The Handmaid’s Tale« kommer sløvt fra start.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Røde kapper og hvide kyser. Så ved de fleste, at det handler om serien »The Handmaid’s Tale«, der er baseret på Margaret Atwoods navnkundige roman af samme titel. De to første sæsoner var meget populære, og nu kommer femte sæson. Og det oplagte spørgsmål er så, om serien kan oppebære det høje niveau, både på den visuelle side og på indholdssiden, som den – bortset fra et par få downperioder – har haft i de hidtidige fire sæsoner?

Sæson fem begynder lige dér, hvor sæson fire sluttede. Og her kommer en SPOILER ALERT, for det er meget svært at tale om handlingen i den samlede fortælling uden at røbe noget. Så hvis du ikke har set sæson fire, skal du ikke læse videre.

June, spillet af Elisabeth Moss, er flygtet fra det religiøse diktatur Gilead, hvor kvinder er service- og fødemaskiner, enten i form af praktiske slaver, der kan lave mad og gøre rent, eller, hvis de bliver særligt udvalgte, som »handmaids« – det vil sige tjenestepiger, der bliver sendt ud til det bedre borgerskabs par, hvor de ritualiseret og systematisk bliver voldtaget af manden, indtil de bliver gravide og deres børn bliver taget fra dem.

Yvonne Strahovski som den manipulerende politiker-hustru Serena. Fold sammen
Læs mere
Foto: HBO.

June har før forsøgt at flygte, men er frivilligt blevet i Gilead, dels for at deltage i oprørskampen, dels for at finde sin ældste datter, der er blevet kidnappet og holdes fanget af Gilead-styret. I sæson fire så vi, hvor farligt det var blevet for hende, og hvordan det lykkedes hende omsider at komme ud af Gilead og sikkert til Canada.

Her opdager hun, at det Gilead-par, hun blev sendt til som »handmaid«, Fred og Serena Waterford, er blevet fængslet. June vidner imod parret i retssagen, men da den canadiske regering vil udveksle Fred Waterford med politiske fanger, og da han dermed ser ud til at slippe for straf, iværksætter June sin egen ultimative hævn. Hun og en gruppe militante Gilead-oprørskvinder fanger Fred Waterford og flår ham ihjel. Bogstaveligt talt.

June tager så hjem og er klar til at tage konsekvenserne af sine gerninger, og det er her, vi møder hende i starten af sæson fem. Hævnen har givet hende fred, men kun for en kort stund, for dét andet menneske, hun hader næsten lige så meget som Fred, er hans kone, Serena. Canadas regering har givet Serena lov til at tage tilbage til Gilead for at stå for en storstilet statsbegravelse af Fred, og Serenas ophøjede fremtræden, der dækker over en dybt ondskabsfuld, manipulerende, narcissistisk personlighed – det ved alle, der har set serien – skaber nye tilhængere af den ultrahøjrefløjs-religiøse politik, hun står for. Også i Canada.

Ud over plot-spørgsmål som »får June nogensinde sin datter hjem?«, »får June nogensinde hævn over Serena?« og »falder Gilead nogensinde i grus?« så synes femte sæsons hovedfokus at være, hvordan Gileads giftige ånd langsomt spredes til steder uden for Gilead. Det kaster lys tilbage på det store spørgsmål, der har luret bag hele fortællingen: Hvordan blev Gilead overhovedet til? Hvordan kunne det udvikle sig til det mareridtsagtige styre, det er.? Svaret er på én gang enkelt og kompliceret: Fordi nogle troede på det og førte politikken ud i livet, mens de overbeviste andre om, at det var den eneste rigtige måde at leve på.

På den måde er skildringen af den dybe misogyni, »The Handmaid’s Tale«-historien er drevet af, stadig omdrejningspunktet. Og det klæder serien at skifte fokus fra tortur, ydmygelser og pinsler til mere åndelige og politiske spørgsmål, såsom hvad der sker mentalt, når man har været udsat for overgreb. Var dét ikke sket, kunne man forledes til at tro, at nogen ligefrem nød at lave en serie, hvor kvinder i ét væk bliver nedgjort og plaget.

Elisabeth Moss spiller den tidligere »tjenestepige« June, der i femte sæson stadig er drevet af hævngerrighed. Fold sammen
Læs mere
Foto: HBO.

Som sæsonåbner er første episode i sæson 5 dog overraskende stilfærdig. Der er (stadig) mange scener med June, der stirrer ud i luften, og de to første episoder grænser sig til det kedelige, forstået på den måde, at der intet nyt bliver tilføjet. Faktisk kunne man med fordel være begyndt med episode to, det havde virket mindre handlingslammet. Som det er nu, rejser tvivlen sig, om serieskaberne er ved at løbe tør for krudt? Og det er lidt paradoksalt, når det nu er Elisabeth Moss selv, der har sat sig i instruktørstolen og har instrueret de to første afsnit. (Og i øvrigt som skuespiller leverer præstationer fra absolut øverste hylde og har gjort det hele vejen igennem.)

Meget kan selvfølgelig nå at ske endnu her i sæson fem, og jeg håber, at serien retter sig op. Det ville være en skam ellers, for den har holdt et virkeligt højt niveau i alle fire sæsoner: Velproduceret og med et binge-værdigt spændingsniveau i den mørke, dystre Gilead-verden, der skræmmer effektivt, uanset om man har en livmoder eller ej. Og også selv om man indimellem godt kan blive en smule mættet af dystopien og misogynien.

Så resten af sæson fem kan godt nå at oppe sig på anmelderstjerner, men for de to første episoder bliver det en sløv start. Man mærker, desværre, at det lakker mod enden. Det er blevet bekræftet, at 6. sæson bliver den sidste.

»The Handmaid’s Tale«, sæson 5. HBO MAX. Anmeldelsen er baseret på sæson 5s første to episoder. Instruktion: Elisabeth Moss. Medvirkende: Elisabeth Moss, Joseph Fiennes, Yvonne Strahovski, Ann Dowd, Samira Wiley m.fl.