Fortsættelsen af »The Handmaid’s Tale« begejstrer anmelderne

Margaret Atwood ville først ikke skrive en efterfølger til »The Handmaid’s Tale«, som udkom i 1985 og siden blev til en succesfuld TV-serie. Men nu er den canadiske forfatter kommet med en ny bog om Gilead – og den bliver godt modtaget.

»The Handmaid’s Tale« blev så populær, at Offred (Elisabeth Moss, billedet) blev til memes, og kostumerne brugt i satireprogrammer, og når kvinder skulle demonstrere, f.eks. mod den stramme abortlovgivning i flere amerikanske stater. Sågar kendissen Kylie Jenner gik med på bølgen og holdt en fødselsdagsfest med Handmaids-tema.  (Photo by: Take Five/Hulu) Fold sammen
Læs mere
Foto: HBO Nordic

Endelig. Efter mange års venten, og efter Margaret Atwood selv utallige gange har sagt, at der ikke kom en opfølger, er der nyt fra den patriarkalske dystopi Gilead i »The Handmaid’s Tale«, som udkom i 1985. Den har ifølge anmelderne været værd at vente på.

The Daily Telegraph giver den fire ud af fem stjerner, og anmelderen Serena Davies skriver, at »The Testaments« er en skummel og kraftfuld toer«, og at Atwood har skrevet en bog med en »fremdrift og en næsten åndeløs fortælling med masser af overraskelser«.

»The Testaments« fortsætter 15-16 år efter, at hovedpersonen, Offred, er forsvundet, og denne gang følger vi tre kvinder: Den uhyggelige Tante Lydia og to unge kvinder, Agnes og Nicole, som ikke endnu har lært kynismens rænkespil. Agnes bor i Gilead som datter af en højtstående kommandant, Nicole bor i Canada, hvor hun kan se de rystende nyheder fra Gilead på TV, og de to kvinder er måske/måske ikke halvsøstre og måske/måske ikke døtre af Offred. De tre kvinders liv flettes sammen, og hver især tvinges de til at tage stilling til, hvor langt de vil gå for det, de tror på.

»Hvis hun havde ret i 1985, så har hun endnu mere ret i dag.«


Ideen til den første bog om samfundet, hvor man bruger kvinder som rugemaskiner, har taget deres frihedsrettigheder fra dem og i det hele taget undertrykker dem gennem udspekuleret ondskab, fik canadiske Margaret Atwood, mens hun boede i Vestberlin inden Murens fald. Den sangsomspundne anmelder Michiko Kakutani fra New York Times skriver i sin anmeldelse, at vi skal huske på ordene fra Offred i den første bog: »Vi overlevede, som sædvanlig, ved at ignorere. At ignorere er ikke det samme som at være ignorant, for du skal arbejde på det«.

Desuden, skriver Kakutani, fokuserer forfatteren i begge bøger ikke så meget på selve ondskaben i Gilead som på, hvordan de forskellige karakterers tidligere oplevelser får dem til at reagere meget forskelligt over for ondskab: Vi har alle valg i livet, men nogle valg bliver truffet ud fra den opvækst, vi har haft.

Anne Enright fra The Guardian skriver: »Atwood har taget sine figurer tilbage fra TV-producere og fanfiktion-forfattere. »The Testament« er Atwood, når hun er bedst, i dens blanding af generøsitet, indsigt og kontrol (...) at læse denne bog er at føle Jorden dreje, mens de uforudsigelige skift de senere år i virkeligheden afslører de samme gamle temaer. Det er også en chance for at se din egen verdens politiske liv passere revy, huske på verden for 30 år siden og sige: »Hvis hun havde ret i 1985, så har hun endnu mere ret i dag««.

»The Testaments« er allerede nu blevet shortlistet til den prestigefyldte The Man Booker Prize 2019.

Den danske udgave – »Gileads døtre« – udkommer 14. november på Lindhardt og Ringhof.