En tro, men temperamentsfattig filmatisering af svensk bestseller

Hvad er det, der gør Alex Schulman så vred?

Det spørgsmål gransker hovedpersonen Alex i romanen »Brænd alle mine breve«. Det sker da han indser, at han kan blive så rasende, at hans kone efterhånden tager afstand fra ham, og hans børn er bange for ham. Og da han går i terapi, opdager han, at alle problemerne på hans familieside er forbundet med én person, hans morfar, Sven Stolpe.

Sven Stolpe er et af Sveriges store litterære navne, ikke bare i Schulmans roman, men i virkeligheden.

Virkelig er også den årelange fejde Stolpe havde med en anden svensk forfatter- og journalistnotabilitet, Olof Lagercrantz (redaktør på Dagens Nyheter og far til forfatteren David Lagercrantz). Årsagen til fejden dukker op til overfladen, da Alex går i arkiverne for at finde ud af noget mere om sin morfar og mormor, Karin Stolpe. For alt i Sven Stolpes forfatterskab peger mod én begivenhed, der fandt sted i sommeren 1932.

Filmen udspiller sig i tre tidsspor. Vi møder Alex i nutidens Stockholm, hvis ægteskab er ved at blive forgiftet af hans evige jalousi. Vi møder drengen Alex, der er på besøg hos sin morfar og mormor. Han finder nogle gamle breve i sin mormors gemmer og spørger frejdigt, om han må få frimærkerne.

Brevene udløser en modbydelig reaktion fra morfaren, som den unge Alex ikke rigtig fatter. Og så er der det tredje tidsspor tilbage i 1932, på Sigtunastiftelsen, hvor det unge ægtepar Karin og Sven Stolpe skal tilbringe sommeren. Han for at skrive på sin næste roman, og hun for at oversætte bøger.

Tyranni og psykisk ydmygelse

Det bliver hurtigt tydeligt, at Karin og Svens ægteskab er indrettet efter Svens luner og rytmer. Når Sven tamper løs på sin skrivemaskine, skal Karin ikke forstyrre ham. Men at tyranniet og den psykiske vold er en væsentlig del af deres forhold, kommer endnu tydeligere frem, da Sven Stolpe læser en tekst højt for en forsamling om den ulovlige abort, Karin fik, da hun lige havde mødt Sven. Da hun var gravid med en anden mands barn, hvilket får ordet »luder« til at være et, der ofte ligger i Svens mund, så snart han er sur på Karin.

Det er derfor intet under, at Karin bliver tiltrukket af den unge Olof Lagercrantz, der også tilbringer sommeren på Sigtunastiftelsen for at skrive. Blid, lyttende og omsorgsfuld er han den diametrale modsætning til Sven. Og snart slår forelskelsen ud i lys lue, lige under Svens næse.

Men da han får færten af den, får det fatale konsekvenser.

​Slægtens forbandelse

Alt det er motoren i romanen, der er solgt i over 315.000 eksemplarer i Sverige, og også i den filmatisering, som Björn Runge nu har lavet (Runge var instruktøren bag »The Wife« med Glenn Close).

Men hvor man i romanen kan mærke nødvendigheden for Alex med hensyn til at grave i sin familiehistorie for at finde svar på sin nedarvede rasende adfærd – på slægtens forbandelse, så at sige, og hvor rystende hans opdagelser om fortiden er for ham – er den svær at føle i filmen. Dels fordi filmen svigter nutidsrammen ved ikke at udfolde den tilstrækkeligt, og dels fordi der er lagt en dyne af pænhed og modifikation hen over det hele. Hvilket virkelig er en stor skam.

For hvor er passionen? Hvor er farligheden? Hvor er raseriet?

I hvert fald ikke i filmen.

Det er ubetinget sekvenserne fra 1932, der er de mest fængende i filmen. Båret oppe af upåklagelige skuespilpræstationer.

Især Bill Skarsgård som Sven Stolpe med de farlige understrømme er intens. At denne Skarsgård – en af Stellan Skarsgårds otte børn og lillebror til Alexander Skarsgård – har godt gang i en international karriere er fuldt forståeligt. Hans alsidige og nærværende talent kan ses i den nye John Wick-film, og han fik sit gennembrud som Pennywise i den nylige filmatisering af »IT«.

Skarsgård får god opbakning af Gustav Lindh, som vi stiftede bekendtskab med i »Dronningen«, og af Asta Kamma August – datter af Bille August og Pernilla August, der kunne ses i »Pagten«.

Et kompromissøgende knæfald

De gode skuespilpræstationer bringer dog kun filmen noget ad vejen. Med enhver filmatisering af en bog vil der være en naturlig sammenligning mellem bog og film, hvilket oftest falder ud til bogens fordel.

Nuancer, perspektiver og dybde går som regel tabt og det er også tilfældet med »Brænd alle mine breve«.

Én ting er, at man ikke kan få alle følelser med – det er et vilkår i filmatiseringernes simplificeringer – men det er et problem, at man ikke formår at videregive romanens væsentligste brændstof, vreden. Vreden som en indebrændt forsmåethed. Vreden som en ødelæggende ondskab. Vreden som en sygdom, der går i arv til næste generation i familien.

I den bemærkelsesværdige temperamentsfattige film, er vreden underspillet og pakket pænt ind i småborgerligt, flegmatisk gavepapir, hvilket måske nok får den til at glide nemmere ned hos det brede publikum, men også, kunstnerisk, virker som et kompromissøgende knæfald.

Anbefalingen må være: Læs bogen i stedet.

»Brænd alle mine breve«, svensk film. Instruktion: Björn Runge. Medvirkende: Bill Skarsgård, Gustav Lindh, Asta Kamma August m.fl. Biografpremiere i udvalgte biografer d. 30. marts.