Nederst i denne anmeldelse står der diverse fakta om filmen: titel, medvirkende, længde, premieredato og genre. Ingen af delene plejer at være noget, man skal spekulere længe over – heller ikke det sidste. De fleste film er ret åbenlyst komedier, actionfilm, dramaer og så videre.

Men »Triangle of Sadness« er på alle mulige måder en underlig fisk. Den er gakket, grotesk, barnlig, uforudsigelig, satirisk og ekstrem underholdende, men sandelig svær at genrerubricere. Det er også fuldstændigt lige meget. Hovedsagen er, at den er pragtfuld.