Du kan lige så godt overgive dig. Halloween er overalt. Nu også på film

Ny dansk familiefilm vil både være lidt »Alene hjemme« og lidt Bjarne Reuter. Resultatet er sine steder svingende, men også en god påmindelse om, hvorfor danske film er vigtige

 
Forsvundet Til halloween. Video: Copenhagen Bombay Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Uanset hvor meget, man kæmper imod med fastelavnsris og ditto boller som våben, er der ingen vej udenom. Den amerikanske halloween-dyrkelse har indtaget landet, måske har den faktisk allerede overhalet fastelavns mere hyggelige og februarsjappede klæd-ud-fest, hvor unger i flyverdragt slår katten af tønden.

I den forstand virker det helt oplagt med en familiefilm, der tager udgangspunkt i den årlige omgang gru, som danske børn indtager sammen med rigelige mængder sukker og e-numre i slutningen af oktober. Spørgsmålet er så, om »Forsvundet til halloween« er svaret.

Asger (Storm Exner Fjæstad) og Esther (Katinka Evers-Jahnsen) fejrer normalt halloween sammen, men i år er der sket noget nyt. Asger har mistet sin far og er begyndt at hænge ud med et par hættetrøjer, der hellere vil smadre skraldespande og lave andet juniorhærværk end at finde på noget selv. Og Esther er gået i puberteten og vil hellere drømme om drenge fra ottende end rende rundt sammen med Asger. Ideen om at holde fast i halloween-traditionerne tilhører deres forældre, der insisterer på alle de mest irriterende voksenvaner som kikset udklædning og barnelige øgenavne.

Ideen om at holde fast i de gamle traditioner tilhører forældrene, der insisterer på alle de mest irriterende forældrevaner som kikset udklædning og barnelige øgenavne. Her er der Marijana Jankovic, Sami Daard og Lise Baastrup, der forsøger at holde humøret højt under halloween Fold sammen
Læs mere
Foto: Unknown.

Alt er altså garneret i modvilje under filmens halloween, og det bliver kun værre, da Asgers nævenyttige lillesøster Petra forsvinder. Asger finder i panik et andet barn, Svend, der kan agere stand-in for søsteren, og sammen forsøger de at finde Petra, inden mor opdager, at noget er galt.

Teenage-varulven Esther bliver alligevel nødt til at hjælpe med, og sådan ender historier med at være ret genkendelig inden for den danske børnefilmstradition, hvor vakse unger ender med at redde det hele, når blot de står sammen.

Det er alt sammen meget fint. Der er noget rørende over at se børnene give den fuld gas i en Bjarne Reuter-agtig fortælling, men pludselig vil den også gerne være den amerikanske »Alene Hjemme«, der var et kæmpe hit i begyndelsen af 90erne, og som filmens danske børn så med den far, der nu er død.

Blandingen af dansk familieunderholdning, børnesorg og amerikansk børneaction virker lidt spøjs – måske især fordi man alligevel ikke rigtig vil fortælle om den døde far, men hellere lave gak og løjer med udklædning og falske økser.

I virkeligheden minder filmen meget om den højtid, den hylder. Amerikansk inspireret, effektivt skåret til men aldrig rigtig uhyggelig eller rørende. Man må nok bare se i øjnene, at det er sådan, det bliver den næste måneds tid.

»Forsvundet til halloween«. Familiefilm. Varighed: 87 minutter. Instruktør: Phillip Th. Pedersen. Medvirkende: Hannah Glem Zeuthen, Storm Exner Fjæstad, Mariajana Jankovic, Lise Baastrup, Jakob Fauerby med flere. Premiere over hele landet 7 oktober.