Da Lars Løkke Rasmussen trådte frem på skærmen, vakte det undren hos Berlingskes anmelder Bent Blüdnikow.
Løkke skulle som vært lede seerne igennem DRs historiske program »Klaksvíkstriden«. Et program om selvstændighed og færingernes kamp for at beholde en tidligere nazistisk læge, der næsten udløste en borgerkrig mellem Danmark og Færørerne.
»Serien er vellykket, og Lars Løkke Rasmussen er en glimrende vært, men man kan undre sig over valget af ham og seriens placering netop nu, hvor han samler vælgererklæringer ind til sit nye parti, Moderaterne,« skrev Bent Blüdnikow.
Og det var præcis dét, Lars Løkke Rasmussen gjorde. Imens programmet løb over danskernes skærme, samlede han vælgererklæringer ind til sit nystartede politiske parti, »Moderaterne,« som for nylig har indsamlet de 20.183 underskrifter, der skal til for at komme på stemmesedlen til næste Folketingsvalg.
Bent Blüdnikow var ikke den eneste, der så det mærkværdige i den situation.
Michael Bruun Andersen, som er lektor emeritus i journalistik ved Roskilde Universitet, udtalte i Berlingske, at DR udsætter sig selv for »unødvendig kritik.«
»Hvis man havde valgt at gøre Lars Løkke til kilde, havde det været uproblematisk. Men når man gør folk til vært i en situation, hvor man er aktiv politiker og ved at få et parti på benene, udsætter DR sig for kritik. Og det har DR jo ikke voldsomt behov for. Det virker unødvendigt og uklogt at tage det valg – selv hvis han er kvalificeret,« sagde han i august.
DR har tidligere afvist kritikken om brugen af Lars Løkke Rasmussen som vært på »Klaksvíkstriden«, men nu forholder det sig anderledes.
Klar eksponering
En seer klagede til Danmarks Radio over Løkkes værtsrolle, hvilket har fået DR-redaktør Jesper Termansen til tastaturet. Han er nemlig enig i seerens klage.
»Jeg er klar over, at DR har overvejet situationen. Det har ikke været intentionen at give Løkke en fordel. Men lige siden Lars Løkke Rasmussen omkring årsskriftet skabte et politisk netværk, har det også været til at forudse, at det kunne indbefatte muligheden for, at han også ville stå frem som partistifter. (...) da Løkke så faktisk valgte den vej, burde DR have fravalgt ham som vært,« skriver han i en klumme.
Jesper Termansen er Lytterne og Seernes redaktør, forkortet LSR, som har til opgave at være DRs uafhængige øjne og øre, og dermed overvåge etikken og den journalistiske standard på DRs programflade.

Termansen underbygger sin kritik i DRs presseetiske standarder, hvor en af grundpillerne netop er ordet »uafhængighed«.
»Vi tager aldrig hensyn til eller lader os styre af økonomiske eller politiske særinteresser. Der må ikke kunne rejses berettiget tvivl om DR, produktionernes eller medarbejdernes integritet«, står der i retningslinjerne.
Dén journalistiske rettesnor, mener Jesper Termansen, er udfordret i programmet om »Klaksvíkstriden«.
For selvom det var DR, der tog initiativ til serien, og spurgte Lars Løkke, om han ville være med i programmet, så burde alene »mistanken«, om at han kunne få en politisk fordel ved at medvirke, ifølge Termansen have fået DR til finde en anden vært.
I slutningen af Jesper Termansens klumme bliver det understreget, at det er redaktørens egen mening, som gives til kende og altså ikke Danmarks Radios holdning.