Dokumentarfilm om legendarisk italiensk filmkomponist er helt vildt nørdet, helt vildt lang og lefler slet ikke for laveste fællesnævner. Det er pragtfuldt!

»Selv hvis man ikke tror på Gud, er Morricones musik guddommelig,« lyder det i filmen om Ennio Morricone, der stod bag mere end 400 filmscores. Det er svært at være uenig, når man har tygget sig gennem to timer og 36 minutter i selskab med den store maestro.

 
Trailer til Dokumentar filmen: »Ennio Morricone«. Video: Dogwoof Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For et par uger siden harcelerede jeg over, at Danmarks Radio i alle programmer, der handler om kultur, insisterer på at lefle for allerlaveste fællesnævner og pakke alting ind i gøgl og halløj. Så er det sandelig godt, at det er noget, der hedder biografer. I dette tilfælde især Gentofte Kino.

For smal til biograferne

I 2021 udsendte instruktøren Giuseppe Tornatore en 2 timer og 36 minutter lang dokumentarfilm om Ennio Morricone – den legendariske italienske filmkomponist bag mere end 400 filmscores og måske især kendt for Sergio Leones spaghettiwesterns som »The Good, the Bad and the Ugly«, »A Fistful of dollar« og »Once Upon a Time in America«. Den blev vurderet til at være lige smal nok til at få biografpremiere i Danmark. Eller Skandinavien for den sags skyld.

Men Gentofte Kinos direktør insisterede på at få filmen til Danmark udenom de sædvanlige distributionskanaler, og det bør enhver film- og musikelsker takke for.

Selv hvis navnet Ennio Morricone ikke siger dig noget, kan du garanteret nynne med på mindst ti numre, han har komponeret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gentofte Kino.

Fuld af detaljer og bonusinfo

»Ennio Morricone – The Maestro« er nemlig en pragtfuld film, der hånligt afviser laveste fællesnævner i døren, men til gengæld inviterer nørderne indenfor. Den giver sig tid, den går i detaljer, den uddeler rundhåndet trivia og bonusinfo, og den er forbløffende ligeglad med Morricones privatliv. Vi hører en smule om hans kone, men ellers handler det om hans arbejde. Som tydeligvis også har været hans liv.

Instruktøren, Giuseppe Tornatore, der er mest kendt for kærlighedsbrevet til filmkunsten, »Mine aftener i paradis«, laver normalt spillefilm, men har ikke taget mange tricks fra den genre med sig her.

Mere end 50 kilder

Bortset fra Ennio Morricone, der laver lidt morgengymnastik, og samme Ennio, der dirigerer et usynligt orkester på sit herligt kaotiske arbejdsværelse, er der ingen egentlige reportageelementer i dokumentaren. Det kunne måske have været en fin tilføjelse, men man savner det egentlig ikke, eftersom der til gengæld er en overflod af filmklip, arkivoptagelser og talking heads. Virkelig mange talking heads. Flere end 50 mennesker er med til at tegne et billede af den legendariske komponist. Masser af folk fra den italienske musik- og filmindustri, kollegaerne/konkurrenterne John Williams og Hans Zimmer, samt amerikanske koryfæer som James Hetfield, Bruce Springsteen, Clint Eastwood og Quentin Tarantino.

Ennio Morricone gik tomhændet hjem fra fem Oscar-uddelinger – det var han ikke ubetinget tilfreds med. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gentofte Kino.

Fornærmet over manglede Oscar

Der falder ikke mange kritiske ord om Ennio Morricone, men der er heller ikke tale om et decideret skønmaleri.

Morricones flirten med eksperimentel musik i 70erne fremstår som noget, der bør arkiveres under »It seemed like a good idea at the time«, og hovedpersonen maler heller ikke altid sig selv i et 100 procent flatterende lys. For eksempel er han tydeligvis stadig smækfornærmet over ikke at vinde en Oscar for »The Mission« i 1987 (han fik senere oprejsning med først en æres-Oscar og derefter en regulær Oscar – i en alder af 87 – for »The Hateful Eight« i 2016).

På samme måde lægger han ikke det mindste skjul på, at den musik, han endte med at lave til Oliver Stones »U-Turn«, er tegnefilmsagtig og under hans værdighed. Den Store Maestro er uden at være en skiderik omkring det ret bevidst om sit eget talent, og det står meget klart, at han ikke bare en automat, hvor en instruktør kan komme og trække et soundtrack.

Rørende og sjov

Men han er også en vældig god fortæller, når han med lige dele passion og tør humor tager os gennem sin karriere. Det er rørende, når han med tårer i øjnene beskriver, hvordan han som barn sneg sig til at høre Stravinskys »Salmesymfoni« gennem en lukket dør. Det samme er det, når han fortæller, at hans far, der var trompetist, ikke spillede særlig godt på sine ældre dage, hvorefter Morricone frem til farens død helt holdt op med at skrive musik, der krævede trompeter, så han ikke skulle ydmyge sin far ved at hyre en anden trompetist.

En af de medvirkende siger på et tidspunkt: »Selv hvis man ikke tror på Gud, er Morricones musik guddommelig«, og efter to en halv time i selskab med maestroen, er det svært at være uenig. Og så er det – uanset om man går op i filmmusik eller ej – imponerende og inspirerende, at Ennio Morricone havde en musikkarriere, der strakte sig over mere end 70 år(!), men hele tiden insisterede på at udvikle sig og prøve nye ting af.

Ennio Morricone døde som 91-årig i 2020. Ingen kunne have bedt om et bedre gravskrift end denne film.

»Ennio Morricone« – The Maestro«. Dokumentar, 156 minutter. Instruktion: Giuseppe Tornatore. Premiere 7. april i udvalgte biografer landet over.